Ellebækskolen fejrer flytning til Gørslev
FLYTNING: Ellebækskolen er rykket fra Gymnasievej 8 og 22 i Køge til nye lokaler på den tidligere Gørslev Skole.
Med flytningen er hele skolen blevet samlet ét sted, og har samtidig fået en række nye faciliteter.
Den nye Ellebækskole indvies torsdag den 3. september kl. 14.00.
Da eleverne på Ellebækskolen mødte ind til det nye skoleår for få uger siden, skulle de lige huske, at deres skole ikke længere ligger på Gymnasievej 8 og 22, men i stedet er flyttet til den tidligere Gørslev skole. I april i år besluttede Byrådet i Køge nemlig, at Ellebækskolen fra det nye skoleår skulle samles på den nedlagte Gørslev Skole.
- Skolen er henover sommeren blevet istandsat, og elever og personale har allerede taget de nye lokaler med mere plads og bedre faciliteter til sig, siger skoleleder Jeanne Riise Lehmkuhl, der kalder samlingen af skolen for ”en gammel drøm”.
- Vi har fået en rigtig skole med rigtige faglokaler og en ægte skolegård og ikke mindst en gymnastiksal, hvor vi kan boltre os. Vi har fået en unik mulighed for at samle en række støttefunktioner omkring os, så som fysioterapeuterne, PPR og Genoptræning. Det er helt nyt for os at være omdrejningspunkt i et lokalsamfund, men vi er blevet taget rigtig godt imod, og vi glæder os til det samarbejde vi skal i gang med sammen med borgerne i Gørslev, siger Jeanne Riise Lehmkuhl.
Skolen har gennemgået en større renovering til 4,5 mio. Renovering og ombygningen er blevet udført i samarbejde med Anlægsafdelingen i Køge Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
Der har været run på op til skolestart, hvor der er blevet lavet nye lofter og belysning i alle lokaler. Indervæggene er blevet filset eller malet, og rummene fremstår nu pæne og lyse. Særligt skolens nye håndværk- og designlokale, bliver skolens nye stolthed, og personalet kan glæde sig over at have fået et ordentligt personalerum og arbejdspladser til forberedelse.
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med både rådgiver og håndværkerne. Håndværkerne skal have en særlig tak for virkelig at have givet den en skalle henover sommeren. De har forstået vigtigheden af, at skolen stod klar til planlagt tid, og der har været en rigtig god stemning på byggepladsen, fortæller projektleder Louise Klein fra Anlægsafdelingen.
pm