Unge pop-piloter søges
Randers bliver til skolernes efterårsferie hjemsted for projektet ’Pop-Pilot’, hvor unge piger i alderen 13-16 år kan udforske deres evner og muligheder for at spille musik – også selvom de ikke har erfaring. Det bliver en hel uge med fokus på at skrive musik og sange. Samtidig bliver der rig mulighed for selv at gribe fat i instrumenterne. Interesserede piger kan tilmelde sig inden tirsdag 1. september
Randers er stedet, hvor mange unge besidder et stort musikalsk talent. Den kronjyske hovedstad har derfor igennem årene fået opbygget et dynamisk musikmiljø, der blandt andet tæller Randers Musikskole, Kaosambassaden og Ungemiljøet under Randers Ungdomsskole samt spillesteder som Turbinen og Von Hatten. Men når det kommer til at gribe instrumenterne og mærke efter, om det kunne være en vej frem, kommer mange piger til at stå i skyggen af drengene. Derfor har ’ROSA – Dansk Rock Samråd’ udviklet projektet ’Pop-Pilot’, som efterhånden er et veldokumenteret projekt. Siden starten i 2012 har tilbagemeldinger fra såvel deltagere og instruktører entydigt peget på, at ’Pop-Pilot’ kan noget helt særligt, når det gælder om at forløse den aktive interesse for musik.
En uges musiklejr
Randers Kommune har indgået en aftale med ROSA og får nu projektet til området. Dermed kan Randers som det ene ud af tre steder i landet tilbyde de musikalske piger en helt unik mulighed. Det bliver en hel uges musiklejr, hvor pigerne kun fokuserer på musik. Hvor de selv spiller instrumenterne og indgår i nye fællesskaber. Hvor de selv skriver musik og tekster sammen med jævnaldrende piger – og under supervision af unge professionelle kvindelige musikere. Hvor fokus udelukkende er på musik, sjov og nye venskaber.
Deltagelse i ’Pop-Pilot’ kræver ingen erfaringer eller forudsætninger indenfor musik. Det kræver kun, at man har lyst og mod til at prøve at spille selv og sammen med andre, som har det ligesådan. Musiklejren kommer til at foregå på henholdsvis musik- og teaterhuset Værket og Randers Musikskole.
”Pop-Pilot er det helt rigtige projekt for os på flere måder. Dels fordi kommunens kultur- og fritidsforvaltning, Randers Musikskole og Værket på denne måde kan være med til at understøtte og udvikle byens musikmiljø sammen. Det er vigtigt at starte det arbejde på et tidligt tidspunkt, og jeg kunne da godt drømme om, at nogle af årets Pop-Piloter her i Randers om nogle år kan præsenteres fra en af Værkets store scener – lige som jeg håber, samarbejdet fortsætter ud over 2015,” siger Mikael Qvist Rørsted, musik- og teaterchef på Værket.