Dramatikerlinje på Talentskolen
Randers EgnsTeater udbyder en dramatikerlinje for unge med lyst til at skrive teatermanuskripter. Hvis man er mellem 17 og 25 år og har lyst til at udvikle sit skrivetalent, så er dette en fantastisk mulighed
Dramaturg Mette Marie Bitsch D´Souza bliver underviser på Talentskolens Dramatikerlinje. Hun er en stor kapacitet på sit felt, pt. ansat på Aarhus Teater og nu altså en del af lærerteamet på Randers EgnsTeaters Talentskole.
Gennem et syv måneder langt undervisningsforløb præsenteres eleverne på Dramatikerlinjen for den dramatiske kunstforms grundelementer og får samtidig konkrete redskaber til at arbejde med skriveprocesser og skriveteknikker. Undervisningen foregår i tæt samarbejde med Randers EgnsTeaters professionelle scene og Talentskolens skuespillerlinjer.
Skrivelinjen har plads til seks elever, som mødes med Mette Marie Bitsch D´Souza en aften om ugen til undervisning, feedback, læsning og skrivning. Der er mødepligt på holdet. Herudover arrangeres fire workshopdage, hvor der er tid til fordybelse og intensiv skrivning, samt en række fælles teaterture.
Oplæsning og iscenesættelse er et centralt omdrejningspunkt for arbejdet på Dramatikerlinjen. Dramatik skal høres og ses - ikke pakkes væk. En del af workshopdagene arrangeres derfor i samarbejde med Skuespillerlinjen, og hele forløbet afsluttes med en offentlig præsentation af dramatikerelevernes tekster.
Så har du altid drømt om at skrive teatermanuskripter? Er du allerede i gang, men er teksterne kun nået til skrivebordsskuffen? Og kunne du tænke dig at få en stor bunke grundlæggende skrivefærdigheder i et trygt men ambitiøst teatermiljø? Så er det nu, du skal ansøge om at deltage i Dramatikerlinjen ved Randers EgnsTeaters Talentskole.
Tilmelding
Det er gratis at deltage på Dramatikerlinjen, men der kræves engagement og der er mødepligt.
Forløbet kører til slutningen af april 2016.
Dramatikerlinjen arbejder hver fra klokken 19- 22, første gang er torsdag 1. oktober.
Randers EgnsTeater skal have ansøgningen senest tirsdag 1. september, og ansøgerne vil senest onsdag 9. september få svar på, om de er blevet optaget på holdet.
Man skal sende en tekst, man selv har skrevet. Det kan være alt fra et digt, en tale, en synopse, skitse til en monolog etc. Man skal desuden udfylde et tilmeldingsskema, som man kan finde på Randers EgnsTeaters hjemmeside www.randersegnsteater.dk
For nærmere information kan man kontakte producent Tine Eibye Tine@randersegnsteater.dk