Økonomisk håndsrækning fra Sydbank til Aabenraa Jazz-tival
Når Aabenraa Jazz-tival slår dørene op bliver det til tonerne af det lokale "Sir Horstmann's" Jazzband", som tidligere var kendt under navnet Sønderjyllands Højspændingsværks Jazzband.
Værket er lukket, men jazzen består. Bandet vil indlede festivalen med en street-parade fra parkeringspladsen ved Sosu-skolen og op til Festivalen. Herefter fortsætter de på scenen.
I år bliver festivaldeltagerne forkælet med string-swing fra den bedste skuffe, da det er lykkedes arrangørne at få en aftale i hus med "The Rascal Swing Band" som disker op med velklingende traditionel jazz for bas, guitarer samt violin. Et nyt band, som har indtaget den danske jazz-scene med storm.
Efterfølgende vil der blive skruet op for styrken når det lokale "Jomfru Fanny Big Band" fylder hele scenen og vil levere musik som den lød i de store dance-hall's i perioden fra 30'erne til 50'erne. Bandet har til festivalen fået fat i en af landets bedste bigband-ledere, nemlig "Jens Klüver", som vil lede slagets gang. Det sidste band har også lokale rødder, men er i dag et af danmarks førende Jazz-ensembler.
"Neanders" tog sit udspring på Statsskolen i byen. Bandet er meget velspillende og efterspurgt på mange af de større festivaler også.
I lighed med sidste år vil festivaldeltagerne blive bespist med den yderst velsmagende "Jazz-gryde" fra Røde Kro.
Billetsalget har været i gang et stykke tid, og festivalen regner med at kunne melde de 300 udbudte billetter udsolgt i år. Billetterne købes på www.aabenraabilletten.dk.
Yderligere information om arrangører, bands, program mv. kan findes på festivalens hjemmeside www.aabenraajazz.dk