Fortsæt til indhold

Ungekontakten indviede nyindrettede lokaler

Ungekontakten hjælper rigtig mange unge, der har alt for høje krav til sig selv

Arkiv
key

I flotte nyistandsatte lokaler møder Ungekontakten årligt op mod 150 unge i alderen 11-18 år og byder dem indenfor for at hjælpe dem med en række svære problemstillinger, der tynger dem i hverdagen.
-De unge, der kommer her, er unge, der har det svært i livet og har svært ved at tro på sig selv. De er indadvendte og i nogle tilfælde cutter de i sig selv eller har spiseforstyrrelser, fortæller daglig leder af Ungekontakten Heidi Larsen til Hvidovre Avis.
Hos Ungekontakten bliver der så arrangeret en lang række gruppeaktiviteter, samtaler og tilbud til de unge og deres familier, så der igen kan komme ro på tilværelsen. Unge, der kommer hos Ungekontakten, er typisk igennem forløb, der varer et år.
- I grupperne har vi blandede tilbud, hvor vi etablerer sociale relationer. De unge der kommer her har primært psykosociale vanskeligheder og har en tendens til at synes, at alt skal være perfekt, fortæller Heidi Larsen.
Unge der går uforholdsmæssigt meget op i at alt skal være perfekt kan f.eks. få individuelle samtaler og familierne kan ligeledes få hjælp til, hvordan samtalerne med de unge kan tages.
- Samtalen kan være svær derhjemme, men familierne kan også hjælpes. Vi arbejder f.eks. i grupper med temaer og kropslige øvelser og dilemmaer. Det handler ofte om at turde tale og om at blive mødt uden krav, siger Heidi Larsen.
Derudover har Ungekontakten også et tilbud til unge, der har problemer med misbrug i en eller anden grad.
- Vores NADA-behandling er et rigtig godt tilbud til unge under 25 år, der har et forbrug af feststoffer eller alkohol, som de gerne vil hjælpes ud af. De unge kan også få tilbudt et samtaleforløb og anonym rådgivning. Og det er endvidere et tilbud, der også rammer vores etniske unge med den slags problemstillinger, siger Heidi Larsen.
NADA er øreakupunktur, der mindsker abstinenser og kan reducere tankemylder, angst og søvnproblemer.
Fra kommunalt hold udtrykker børne- og familiechef Susan Bjerregaard endvidere, at det store Ungecenter med sin størrelse er en god måde at bruge kommunale ressourcer på. Der er i alt 17 ansatte på Ungekontakten.