Nu får Thors Bakke et rigtigt apotek
Apotekerloven blev ændret 1. juli 2015. Nu er det muligt at omdanne et apoteksudsalg til en filial. Apoteker på Jernbane Apoteket, Jeanette Abel, har besluttet, at apoteksudsalget på Thors Bakke skal omdannes til en filial pr. 1. september
Det betyder, at filialen på Thors Bakke bliver et rigtigt apotek ”Apoteket Thors Bakke”. Kunderne har nu de samme muligheder på Thors Bakke som på Jernbane Apoteket. Man kan komme ind og få ekspederet sin recept med det samme og få sine receptvarer med.
"Det er med stor glæde, at vi fremover kan give vores kunder den service, at receptmedicinen også er på Thors Bakke," siger Jeanette Abel. Hun fremhæver, at hurtig, venlig og faglig kompetent ekspedition samt naturligvis sikker og korrekt ekspedition er nøgleordene, som hun og hendes medarbejdere arbejder efter.
"Vi har været i gang med at ændre apoteksudsalget til en filial i hele august måned, så vi fra 1. september er klar til at ekspedere recepter på Thors Bakke," siger Jeanette Abel.
Der er sat ekstra hylder op inde bag ved, så der kan blive plads til de receptpligtige lægemidler, og der er lavet nogle flere edb-arbejdspladser, for der vil også være flere medarbejdere til at servicere kunderne i hverdagen. Selve butikslokalet forbliver i væsentlig grad som i dag, så der vil man stadigvæk kunne finde de ting man plejer, som for eksempel vitaminer til efteråret eller en god creme.
Farmakonomerne på Thors Bakke glæder sig til at modtage kunderne i filialen og de vil gøre deres bedste for at servicere alle. Filialen vil også have åbent om lørdagen.