Et VOLDSOMT systemsvigt
Den helt helt utrolige byggesag fra Gl. Køge Landevej, hvor en meget stor betonbygning er opført i strid med lokalplanens bestemmelser bliver nu politisk behandlet på et ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen på fredag. For de fleste af kommunalbestyrelsens medlemmer - bortset fra de, der sidder i økonomiudvalget - vil det på fredag være første gang de får mulighed for at tage stilling til sagen. Byggetilladelsen er nemlig givet administrativt. Fejlen er begået i kommunens Plan og Miljøafdeling og byggetilladelsen er på noget nær rekordtid givet uden at der er gennemført en nabohøring og uden at en nødvendig dispensation for lokalplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser har været politisk behandlet. Det er vigtigt at pointere, at ingen politikere har andel i denne enorme byggesagsbommert. Heller ikke borgmesteren! Helle Adelborg har naturligvis ansvar for byggesagen - men det er bestemt ikke hendes fejl. Borgmesterens problem i denne sag er primært et systemsvigt - et ganske voldsomt systemsvigt - i Plan- og Miljøafdelingen. Det er borgmesteren dog i sidste ende også ansvarlig for. Redaktionen har forsøgt at kigge nærmere på, hvordan en så stor fejl kunne ske. Det er bestemt ikke let at gennemskue. Men det synes utænkeligt, at der slet og ret bare er tale om inkompetence! Nu bliver sagen og sagsbehandlingen naturligvis undersøgt grundigt og nærmere. Uanset hvad de kommende undersøgelser af arbejdsgangen i den konkrete sag vil vise, kommer det til at stå klart, at borgmester og politikere i denne sag er blevet svigtet af kommunens embedsmænd.