Vilde svaner og te hos Taliban
Få en på opleveren når HvidovreBibliotekerne uddeler den nye kulturkalender med aktiviteter for alle aldre
For at fremhæve et par ting, der kommer til at ske, kan du for eksempel opleve udenrigskorrespondenten Simi Jan, også kendt for bestselleren “Til te med Taleban”, og vinderen af DR Romanpris Iben Mondrup. Du kan desuden møde tidligere bandemedlem Sleiman Sleiman på Avedøre Bibliotek, høre om den lokale kulturarv under Vestegnens Kulturuge i september, lade dig inspirere af boganmelderen Bo Tao Michaëlis - og komme til senior-træf i Bibliotekscaféen med kaffe og kage. De velbesøgte IT-caféer fortsætter til efteråret sammen med øvrige interessante IT- og slægtsforskningskurser. Man kan naturligvis også se masser af spændende udstillinger, bl.a. udstillingen med Lars Gabels eventyrlige og poetiske illustrationer til H.C. Andersens “De vilde svaner”. Lars Gabel modtog Kulturministeriets Illustratorpris 2015 for denne bog.
Riddere og hønseringe
Arrangementskalenderen byder som sædvanligt også på en masse sjove og spændende arrangementer for børn. En del af september måned står i legens tegn - både på Hovedbiblioteket og på Avedøre Bibliotek. Børnene kan f.eks. se udstillinger med gammelt legetøj, gå på legetøjsloppemarked eller høre om, hvad bedstemor legede med, da hun var en lille pige. På den musikalske front kan børn og voksne glæde sig til musikfortællingen “Jupiters øje” med de garvede musikere Paul Banks og Charlotte Halberg - og på Avedøre Bibliotek står “Moster Zilette” for nogle hyggelige musikalske arrangementer. Som en kærkommen gentagelse giver også de populære høstarrangementer i kirkerne en fin og anderledes koncertoplevelse. Den landsdækkende “Dansk Naturvidenskabsfestival” finder som sædvanligt sted i uge 39, og her kan både små og store børn selv udføre sjove og lærerige forsøg. Et par uger senere - i efterårsferien - kan børnene aflægge ridderprøve, når de professionelle rollespillere “Eventyrridderne” besøger Hovedbiblioteket. Hele efterårssæsonen byder også på ugentlige kreative workshops af enhver slags. Børnene kan blandt andet bygge borge eller slotte, lave kartoffeltryk eller lege med hønseringe. Som et nyt tiltag i Hovedbibliotekets børne- og voksenafdeling vil der om lørdagen en gang om måneden blive vist film. Der vises små, gode børnefilm for de 3-6 årige og spændende dokumentarfilm for de voksne.
Hent kalenderen på biblioteket
Du kan få et samlet overblik over alle aktiviteterne i den nye kalender, som kan hentes på bibliotekerne. Du kan også finde “Oplev efterår ’15” på HvidovreBibliotekernes hjemmeside på hvidovrebib.dk, hvor den kan downloades som pdf-fil. Så glæd dig til et efterår med oceaner af oplevelser for alle aldre!