Nu strammes der op på kommunens sagsbehandling!
Sagen er alvorlig og dyr for kommunen og der er lagt op til, at opstramningen implementeres ”prompte”
Konsekvenserne bliver en væsentlig økonomisk byrde i millionklassen for kommunen. Det har derfor lige siden fejlen blev kendt politisk været vurderingen, at der er behov for opstramning af de administrative procedurer i byggesagsteamet.
Økonomiudvalget blev mandag - efter avisens deadline - præsenteret for et forslag til nye retningslinjer til håndtering af større og "kritiske" byggesager.
Af sagsfremstillingen fremgår det, at der ikke er tvivl om, at sagen er alvorlig samt at det er indiskutabelt, at der er behov for opstramninger.
- De foreslåede tiltag bør implementeres prompte, står der endvidere...
Utilstrækkelige procedurer
Kommunens fremstilling af byggeskandalen på Gl. Køgelandevej lyder således i sagsfremstillingen:
- Kommunens byggesagsteam har den 23. oktober 2014 givet byggetilladelse til opførelse af en værkstedsbygning på 808 m2 på ejendommen Gl. Køge Landevej 479.
Ved byggetilladelsen har byggesagsbehandleren fejlagtigt godkendt, at ejendommen bliver opført tilbagetrukket på grunden, hvilket ikke er overensstemmende med lokalplanens bestemmelser om, at erhvervs-, administrations- og udstillingsbygninger skal opføres med facade i byggelinje ud mod Gl. Køge Landevej.
Byggesagsbehandleren har erkendt, at han overså bestemmelsen i lokalplanen, som regulerer det omtalte byggeris placering på grunden.
Direktøren for Kultur, Miljø og Vækst har i dialog med planchefen vurderet de nuværende procedurer, og fundet disse for utilstrækkelige, hvis lignende sager i fremtiden skal undgås. På den baggrund har direktøren i samråd med planchefen udarbejdet et sæt retningslinjer i samarbejde med afdelingens medarbejdere...
Øget kontrol
De nye retningslinjer skal sikre at kritiske byggesager - som er defineret som etagebyggeri, erhvervssager, klagesager og sager, som har politisk bevågenhed i al almindelighed - fremover bliver gennemgået af to sagsbehandlere, forinden der træffes afgørelse i sagen.
Det understreges, at mange byggesagsafgørelser beror på faglige skøn og der vil - også i fremtiden - være afgørelser, som borgerene ikke er tilfredse med.
Det er derfor vigtigt, at byggesagsteamet i disse sager er saglige og kan underbygge afgørelsen i et forståeligt sprog, så borgerene kan forstå byggesagsbehandlerens ræsonnementer for at nå en afgørelse.
Da byggesager dels afgøres på baggrund af bestemmelserne i byplanvedtægter og lokalplaner og på skøn - vurderes det som vigtigt, at der er lagt en administrativ principiel linje for, hvor meget skønnene kan variere, uden at det af borgerne opfattes som manglende ligebehandling.