Hvordan kunne det ske?
Hvidovre Kommune HAR erkendt at der er sket fejl i byggesagen og nu bliver bygningen revet ned - men er det overhovedet tænkeligt, at der er tale om andet end en banal fejl?
Det står også fast, at fejlen er begået i kommunens Plan og Miljøafdeling. I strid med den gældende lokalplan er der givet byggetilladelse til et stort og over otte meter højt betonbyggeri - placeret langt væk fra byggelinien. Byggeriet er i stedet placeret direkte op ad tre parcelhuse. Sagen blev i sidste uge akut behandlet på et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget. Og sagen var også på udvalgets dagsorden på udvalgets ordinære møde i går, mandag. I den officielle sagsfremstilling står der blandt andet således: - Bygningen, der p.t. er under opførelse, er således i strid med lokalplanens bestemmelser opført tilbagetrukket fra Gl. Køge Landevej i en højde på 8,5 m og 6 m fra skel til naboerne mod syd. Byggetilladelsen er givet administrativt, uden at der er gennemført en nabohøring og uden at en eventuel dispensation for lokalplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser har været politisk behandlet i Teknik- og Miljøudvalget...
Kommer til at koste
Tilsyneladende koncentrerer kommunen sig lige nu om at begrænse ulykken. I en pressemeddelelse fra Hvidovre Kommunen stod der således i sidste uge, at kommunen erkender “at det er en fejl, at der oprindeligt er blevet givet en byggetilladelse til det konkrete byggeri”. - Da jeg kommer tilbage fra ferie, ligger der en klage fra naboerne til byggeriet, der helt berettiget undrer sig over det, der foregår, og da jeg sammen med forvaltningen konstaterer, at der bliver bygget i strid med den gældende lokalplan, beslutter vi, at der skal sendes en anmodning om standsning til bygherren. Der er begået en helt klar fejl fra kommunens side - vi skulle simpelt hen aldrig have givet den byggetilladelse, og det beklager jeg både over for bygherren og naboerne, udtalte Helle Adelborg... Af pressemeddelelsen fremgår det også, at Hvidovre Kommune nu har inviteret både bygherren og naboernes advokat til møde. Borgmesteren håber på, at der kan findes en løsning, som alle bliver tilfredse med. - Det kommer til at koste kommunen penge, men sådan er det. Det er desværre os i kommunen, der har begået en fejl, og det må vi sørge for at rette op på, fastslår borgmesteren...
Særbehandling til bygherren?
Men hvordan kunne fejlen ske? Der er mange spørgsmål, der presser på. Hvorfor er en så stor og væsentlig byggetilladelse kun behandlet administrativt? Hvorfor er der ikke ansøgt om den nødvendige dispensation? Hvorfor er partshøring ikke sket? Der er ikke tale om en lille og ubetydelig fejl. Men om en helt enorm graverende fejl. Ethvert ti-års barn vil kunne se på plantegningen, at den nye store betonbygning er fejlplaceret på grunden i forhold til lokalplan og byggelinie. Men byggetilladelsen er alligevel underskrevet af to arkitekter/ingeniører i kommunens byggesagsafdeling! Spørgsmålet om hvorvidt bygherren har fået en udsøgt særbehandling i Hvidovres Plan og Miljøafdeling ligger derfor lige til højrebenet.