HHX-elever europamestre i iværksætteri
Tre elever fra Tradium Handelsgymnasiet i Randers har vundet iværksætterkonkurrencen European Business Game. Nu vil de unge have patent på deres vinder-idé
Det lykkedes Kasper Steendahl, Michelle Linde og Pernille Byg Poulsen fra Tradium Handelsgymnasiet i Randers at vinde den europæiske finale i iværksætterkonkurrencen European Business Game, der blev holdt denne sommer i Dubrovnik, Kroatien. Vinderholdet kan nu kalde sig europamestre i iværksætteri.
Det er første gang i EBGs 24-årige historie, at elever fra et handelsgymnasium har vundet EBG – både i Danmark i april – og til den europæiske finale i Kroatien.
TW Spoon
Med en virksomhedsidé pakket i bagagen lykkedes det de tre hhx-studerende fra Randers at løbe af med sejren i den internationale finale i European Business Game, der er en iværksætterkonkurrence for gymnasie- og handelsskoleelever.
Michelle Linde, Kasper Steendahl og Pernille Byg Poulsen, der læser hhx på Tradium Handelsgymnasiet i Randers, vandt finalen med en fiktiv virksomhed med navnet TW Spoon. Virksomheden er bygget op omkring et helt nyt produkt rettet mod professionelle kokke: En ske, der både kan måle temperatur og vægt.
Da de tre unge vandt den danske finale i København i april, lød begrundelsen:
"Vinderprojektet er en unik kombination af en vægt og et termometer samlet i en ske. Rapporten dækker hele værdikæden fra behov over produktion og markedsføring til kundernes behov. Prototypen viser, hvor langt fremme holdet er med udviklingen. Dommerpanelet forventer derfor – ja, vi nærmest kræver – at se TW Spoon på markedet inden for kort tid."
I Kroatien kunne hhx-eleverne så yderligere sole sig i begrundelsen fra de internationale dommere:
"Det var den mest gennemarbejdede forretningsplan med det mest innovative produkt. Forretningsplan og præsentation var på et meget højt niveau, og det danske hold svarede kort og præcist på dommernes spørgsmål."
Vild oplevelse
"Det har været en vild oplevelse at deltage i sådan en konkurrence, og det er stadig ikke gået op for os, at vi nu kan kalde os europamestre i EBG – vi er meget tilfredse og stolte over vores præsentation,” siger Michelle Linde og tilføjer, at hun og Kasper nu går i gang med at starte virksomheden op. De unge vil også tage patent på ideen.
De tre europamestre i iværksætteri går på studieretningen Innovation på Tradium.
"Her er EBG et fantastisk professionelt og motiverende tilbud, der netop kombinerer anvendelse af teori i praksis og lader eleverne komme ud og mærke verden," siger europamestrenes underviser i Innovation, Adjunkt Peter Renstrup, som i sin undervisning vægter engagement og selvstændigt initiativ højt. Det har vindergruppen i høj grad levet op til samtidig med, at de har forstået at udnytte god hjælp fra Erhverv Randers i deres projekt.
I Danmark har mere end 1.400 elever fra landets gymnasier deltaget i konkurrencen, som Finansrådet er hovedsponsor for. Michelle Linde, Kasper Stendahl og Pernille Byg Poulsen, der netop er gået i gang med 3.G på Tradium Handelsgymnasiet, vandt førstepræmien og 25.000 kroner i den danske finale. I Kroatien var præmien trofæet og en VIP-aften på Dubrovniks hotteste natklub.