Fortsæt til indhold

Avedøre dummede sig til sidst

Træner Jan Christensen havde forberedt spillerne optimalt men de tabte koncentrationen da det gjaldt

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Vi mødte et rigtig godt GVI hold, der spillede bedre fodbold end os, sammenfattede træner Jan Christensen.
- Jeg kan ærgre mig over et unødvendigt nederlag, fordi vi vidste, hvad GVI gør, når de har de faste situationer. Jeg havde tegnet og fortalt, hvad der sker, og så var vi ikke disciplinerede nok til at gøre det, vi havde aftalt. Det er skuffende, selvom man ikke kan pille ved GVI's sejr. Den var fortjent. Vi havde en meget velspillende Tobias Nannestad i målet, der holdt os inde i kampen, og det defensive spil var egentlig også i det store hele på plads. Det var på den sidste tredjedel af modstanderens bane, vi ikke ramte niveau...
- Første halvleg var meget velspillet og lige med gode chancer til begge sider. De ramte vores opstander, og Simon Duer og Magnus Romme Larsen havde et par meget nærgående skud fra distancen. Vi havde lagt en taktik om, at vi i 2. halvleg ville sende Sebastian Tan på banen i håb om, at der ville være lidt mere plads til hans hurtige ben, men sådan udviklede kampen sig ikke. GVI hævede lige niveauet og skabte mere plads til sig selv, og så blev vi sat under pres. Vore omstillinger, som vi ellers har været dygtige til at sætte op, lykkedes slet ikke, så der var ikke andet end vore indøvede faste situationer, som kunne gøre ondt på GVI...
- På lørdag venter en meget svær kamp ude mod Allerød. De besejrede Fredensborg med 3-0 og er kommet fint fra start, så det bliver igen en opgave, som vi bliver sat på. DS-rækken synes at være ret lige, og der er tilsyneladende ingen nemme kampe...