Solvarmeanlæg får mulighed for at vokse i Havdrup
HAVDRUP: Solrød Fjernvarme får lov at leje yderligere to grunde af Solrød Kommune til at opføre et kollektivt solvarmeanlæg i Havdrup. Det vedtog Solrød Byråd mandag aften.
Solrød Fjernvarme har tidligere fået lov til at leje en enkelt grund, men med de to ekstra grunde er der nu mulighed for at opføre et 6.000 kvadratmeter stort solvarmeanlæg, der skal bidrage med CO2-fri varme til hele Havdrup – herunder den nye bydel Havdrup Vest.
- Projektet ligger fint i forlængelse af Solrød Kommunes planer om en omstilling til vedvarende energi i Havdrup, og det vil hjælpe os med at nå de ambitiøse klimamål, som ligger i kommunens varme- og klimaplan, siger borgmester Niels Hörup.
Borgerne i Havdrup vil blive indkaldt til et indledende orienteringsmøde i september 2015, hvor en rådgiver præsenterer projektet. Dernæst skal der udarbejdes kommuneplantillæg, lokalplan, VVM-screening (Vurdering af Virkninger på Miljøet) og projektgodkendelse.
pm