Egelund-brødre banker på til landsholdene
Lørdag hærgede de to boldbegavede Holsted-brødre, Martin og Patrick Egelund, i front på EfB’s hold i U17 Ligaen, der i den første hjemmekamp besejrede Silkeborg IF 7-0. Nu er de inde omkring henholdsvis U17- og U16-landsholdet.
"Vi ved ikke, hvor langt Martin og Patrick kan nå med deres fodboldevner, men de er dedikerede og indstillet på at arbejde hårdt, og det skal også til," siger EfB’s A+-træner, Jens Letort.
U16-landsholdets træner, Per Holm, har kaldt til samling i DBU Jyllands center i Tilst ved Aarhus, og U17-landsholdet spiller i disse dage to landskampe mod Bulgarien. 16-årige Martin brækkede dog en finger i kampen mod Silkeborg og måtte melde afbud.
"Vi valgte på den baggrund at melde afbud, og Martin syntes også selv, det var den rigtige beslutning. Han valgte at glæde sig over at være rykket tættere på U17-landsholdet," siger Jens Letort.
Martin Egelund har sine styrker i hurtighed, springstyrke og timing i hovedspil, og så er han blevet fysisk stærkere og bedre til at holde fast i bolden, hvad enten han spiller på kanten eller helt fremme.
Lillebror Patrick, der lige er fyldt 15 år, blev med succes indskiftet i U17-premieren mod FC København, og mod Silkeborg dominerede han sammen med broderen offensiven i massakren. Han er lynhurtig, god i presspillet, og så er han ekstremt god til at læse spillet, både offensivt og defensivt. Det er ikke tilfældigt, at den lille angriber ved det uofficielle EM for U15-klubhold i Brøndby tidligere på året, Nike Premier Cup, blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller.
Martin Egelund kom til EfB fra samarbejdsklubben Holsted fB i 2012, og året efter fulgte hans lillebror med. Begge går i eliteidrætsklasserne på Vitaskolen, og de er på ungdomskontrakter i EfB. Ingen af dem kommer til at mangle opbakning hjemmefra, for deres far, Torben Egelund, færdes i fodboldmiljøet og er arrangør af EfB’s ungdomsturnering, KIA Elite Cup.
EfB er efter Jeppe Højbjerg og Casper Nielsens udtagelse til det nye U21-landshold repræsenteret på samtlige ungdomslandshold:
U16: Jacob Lønne, Oliver Olsen og Patrick Egelund
U17: Lasse Sørensen og Martin Egelund
U18: Jeppe Schultz, Mark Brink og Anders Dreyer
U19: Daniel Iversen og Mathias Kristensen
U20: Marco Lund
U21: Jeppe Højbjerg (udlejet til FC Fredericia) og Casper Nielsen