Fortsæt til indhold

Køge Håndbold møder de finske mestre

Der skal fortsat bygges på angrebsmæssigt inden sæsonpremieren mod HØJ om to uger.

Arkiv
Per Møller

HÅNDBOLD: Køge Håndbolds nye 1. Divisionshold i herrehåndbold spillede onsdag aften træningskamp på udebane mod divisionskollegaen HIK.
Hjemmeholdet vandt kampen med 25-18 efter 11-10 ved pausen. Trods nederlaget kunne cheftræner Thomas Jørgensen glæde sig iver en opløftende første halvleg, samt at det forsvarsmæssigt - uden Claus Hansen i truppen - så ganske fornuftigt ud.
Derimod halter det fortsat lidt angrebsmæssigt, og det vil der fortsat blive fokuseret på at forbedre.
- Angrebsmæssigt mangler vi endnu noget i at have fundet hinanden. Vi skal have flere til at byde ind. Men vi kæmper videre. Det er jo en helt ny verden vi skal op til - en helt anden fysik vi kommer op til. Og HIK var en perfekt modstander. De kender gamet fra landets næstbedste række. Hos os har vi 10 mand der ikke har prøvet denne verden før - og fem-seks nye folk der skal spilles ind. Det tager tid, det ved vi, men det er nu vi skal begynde at se tegningen. Der er jo kun to uger til det går løs. Så vi fortsætter med at fokusere på at bygge det angrebsmæssige op, siger Thomas Jørgensen.
Køge Håndbold får iøvrigt mulighed for at måle sig på internationalt niveau i den kommende weekend.
Holdet møder nemlig det finske mesterhold Dicken Handball, der p.t. er på træningslejr i Flensborg.
Dicken Handball og Køge mødes i Ravnsborghallen søndag den 23. august kl. 15.00.
- Det bliver en god modstander - den finske liga svarer vel nogenlunde til niveau med den tyske 2. Bundesliga - så det er en perfekt kamp at få ekstra ind i programmet, siger Thomas Jørgensen.
Køge Håndbold spiller sin sidste træningskamp næste lørdag den 29. august kl. 15.15 mod Ajax København i Hønghallen.
Der er sæsonpremiere i 1. Division fredag den 4. september på udebane mod HØJ i Ølstykkehallen.