Stor interesse for nye tiltag i Doktorparken
Randers Byråd har besluttet, at der skal ske forandringer i Doktorparken. Parkens fuglevoliere skal forbedres, og der skal bygges en helt ny naturlegeplads. Randers Kommune har derfor hen over sommeren bedt borgere og brugere af parken om at komme med input og forslag til planerne, og kommunen har oplevet en stor interesse for de kommende projekter
Trods sommertid og ferieperiode har over 200 borgere kommet med input til Doktorparkens fremtidige fuglevoliere og naturlegeplads. Mange har vist stor interesse, og Randers Kommune har oplevet et fantastisk engagement fra borgere, der kerer sig om Doktorparken:
”Vi er rigtig glade for alle de forslag, som borgere og brugere af Doktorparken er kommet med trods ferietid. Alle input har været positive, og det er helt tydeligt, at rigtig mange borgere har et særligt forhold til den gamle park”, siger Linette Andersen, ansvarlig for Doktorparken i Randers Kommune.
Under borgerinddragelsen har Randers Kommune lagt vægt på at få en bred borgergruppe i tale, og det har således været muligt at komme med input både skriftligt og digitalt. Kommunen er glade for, at borgere i mange aldersgrupper er kommet med forslag til parken. Som tak for deltagelsen er der blandt de over 200 borgerinput blevet udtrukket tre heldige vindere til præmier fra henholdsvis Randers Regnskov, Værket og Water & Wellness. Vinderne er fundet ved lodtrækning og har fået direkte besked.
Bevar parkens oprindelige sjæl
Borgerinddragelsesprocessen omkring Doktorparken sluttede onsdag aften 12. august med et offentligt møde i parken, hvor alle interesserede borgere og brugere var inviteret til at møde op. De indkomme input såvel som ytringer på borgermødet har givet en indikation af, at der er nogle særlige ønsker, som går igen blandt borgere og brugere af parken. Der er i høj grad et ønske om, at Doktorparkens dna og oprindelige sjæl skal bevares, ligesom parken skal appellere til en bred aldersgruppe. Derudover skal parkens tilbud være gratis.
”Borgerne ønsker også, at den kommende naturlegeplads skal understøtte motorik, bevægelse og læring for børn. Den nye fuglevoliere skal ligeledes være lærerig, hvor kulturhistorie også kan indtænkes. Generelt skal der være en rød tråd i parken, og de nye initiativer skal være i stil med den gamle engelske landskabsparks udtryk,” siger Linette Andersen.
To scenarier
På det offentlige mødet blev der desuden præsenteret to scenarier for parkens fuglevoliere. ”Plan A” indeholder en renovering og forbedring af den nuværende fuglevoliere, mens ”Plan B” indebærer en helt ny konstruktion af volieren. På mødet blev det tilkendegivet, at der var størst tilslutning til Plan B, som er den dyre og mere visionære plan.
Randers Kommune arbejder nu på et oplæg, som skal til politisk behandling. Herefter vil der blive udarbejdet et konkret udkast til Doktorparkens kommende projekter.