Fortsæt til indhold

Fra en håndfuld til mere end 40 piger

Arkiv
Arkiv

Pigefodbolden stortrives i Randers Freja

Randers Freja - altid byens førende fodboldklub i drengefodbold - er ved at finde fodfæste i pigefodbold.
De senere år er en pigegruppe vokset fra en håndfuld til i dag mere end 40 spillere. I sæson 2006-2007 kunne det første hold stables på benene, og grundstenen var lagt. Langt de fleste, der startede dengang, er stadig aktive, og en af trænerne har været med hele vejen.
Fra 2007 til 2011 voksede truppen (årgang 2001 og 2002) til 20 piger, og med en energisk indsats til træning og kamp begyndte resultaterne også at komme til kampe og stævner - bl.a. i år sejr i Limfjords Cup i Lemvig.
De sidste to sæsoner har Freja haft to 11-mandshold. Førsteholdspigerne rykkede op i mesterrækken og har fået deres sag for mod meget dygtige pigehold fra bl.a. AaB, Lyseng og Lemvig. Mod AaB, som senere blev danske mestre, tabte Freja knebent 0-2 i Aalborg og 0-1 hjemme. Andetholdet nåede kvartfinalen om det jyske mesterskab.
”Resultaterne vidner om stor fodboldmæssig fremgang, hvilket selvfølgelig kan tilskrives et træningsfremmøde på næsten 100 procent og en altid dedikeret og koncentreret tilgang, når pigerne træder ind på grønsværen,” siger Jens Peter Johannessen, der er årgangsleder i Freja.
Aktivitetsniveauet vil få mange andre hold til at puste, for udover minimum to ugentlige træningspas og kampe, har man udenfor sæsonen ugentlig indendørs træning, en ugentlig crossfitt træning, og rigtige piger spiller selvfølgelig også ude i løbet af vinteren, så der trænes året rundt.
”Efter sommerpausen har vi haft den glæde at få tilgang af 12 nye spillere fra henholdsvis Helsted og DB. De nye medlemmer er allerede ved at være godt integrerede, og i efterårssæsonen har vi således tre hold tilmeldt, hvilket er helt unikt for en pigegruppe bestående af årgang 2001 og 2002,” siger Jens Peter Johannessen.
Èn ting overskygger dog alt andet og er den allervigtigste faktor. Det sociale.
Pigerne har det sjovt, på kryds og tværs af holdene, og der er en fantastisk opbakning til hele gruppen. Sammenholdet er forstærket gennem årene - med forældrecamping ved stævner og hyggelige weekendarrangementer. I 2013 var man på en fantastisk tur til Limone Cup i Italien, hvor en hel bus fyldt med spillere, forældre og søskende deltog, og sidste efterår var gruppen på weekendtur til Hamburg for at se fodbold og hygge i storbyen.

Har været med hele vejen

Det kræver meget at binde en pigefodboldgruppe sammen, men i Freja råder man over kompetente og engagerede trænere - Kim Kristensen har været med fra starten og været ”cheftræner” gennem årene sammen med Hans Mikkelsen, og de to er den primære årsag til, at pigegruppen er, hvad den er i dag. Efter sommerferien er Ole Madsen og Brian Carlsen tilknyttet som trænere for førsteholdet, mens Kim og Hans med assistance fra tre hjælpetrænere træner B- og C-holdet.