En flyvende slæbebåd, guldgravning og havkattens tænder
Havnens Dag afholdes for tredje gang i Kolding
”Hvorfor afholder I egentlig Havnens Dag? ” er det oplagte spørgsmål til havnedirektør Claus Holm Christensen i anledning af, at havnen har et ”Havnens Dag” arrangement d. 12. september.
”Det gør vi af flere grunde: for det første er vi stolte af, at vi har en aktiv industrihavn i Kolding med flere end 600 skibe som lastes eller losses i havnen hvert år. Havnens 40 virksomheder og ca. 800 ansatte vil rigtig gerne vise byens borgere, hvad der skjuler sig bag hegnet. Det bringer mig direkte til den anden grund: vi vil gerne, at der er en samhørighed mellem havnen, Kolding og dens borgere. Vi vil gerne have koblinger til byen, til byens borgere og virksomheder på hele egnen. Derfor byder vi gerne velkommen til Havnens Dag hvert andet år” fortæller havnedirektøren og fortsætter:
”En tredje og lige så væsentlig grund til at holde Havnens Dag er, at arrangementet sker i et samarbejde mellem Kolding Havn, som ejer arealerne på havnen samt vores kunder og lejere, som er virksomhederne på havnen. Det er vigtigt for os på Kolding Havn, at der er et godt samarbejde med virksomhederne – og det er glædeligt, at vi sammen kan afholde et arrangement som Havnens Dag. ”
”Hvad kan man opleve, når man besøger jer på havnens dag? ”
”Jamen – vi er da bevidste om, at vores daglige drift af virksomhederne ikke er det største trækplaster for alle, selv om vi i Kolding har en unik kombination af godstransport med lastbil, jernbane og skib. Faktisk håndterer vi 3.000 jernbanevogne med gods på havnen hvert år, foruden de over 600 skibe.”
”Vi krydrer naturligvis Havnens Dag med oplevelser for hele familien, så det bliver et hyggeligt ”åbent hus” – eller ”åben havn” arrangement. Jeg har specielt lyst til at nævne aktiviteter for børnene: de kan for eksempel ”grave guld” og vinde en præmie eller lege tandlæge for en dag og trække tænder ud – på en havkat. Tænderne kan de tage med hjem som souvenirs. Der er også tog, kraner og andre store maskiner, som helt sikkert vil begejstre mange i forskellige aldersklasser. ”
”Du kan møde virksomheder på havnen, som de fleste kender: Falck, DLG, Danish Agro og Svane Shipping er bare nogle af dem, som deltager aktivt på havnens dag. ”
”Det er en dag, hvor man kan komme tæt på havnen og de store dimensioner, vi opererer med hér. Det er en oplevelse, som de fleste vil huske længe efter – eksempelvis, når de har set slæbebåden Caspar flyve. ”