Fortsæt til indhold

Spisestuen - nyt spisested i Harridslev

Arkiv
Arkiv

Nu udvider Heidi´s Kro. I det tidligere pizzaria ved kroen, åbner Heidi Risgaard Petersen nu "Spisestuen". Et uhøjtidelig og hyggeligt spisested med retter af enhver art til den travle familie

"Her kan man komme som man er efter arbejde - enten for at spise eller tage maden med hjem", fortæller indehaver af Heidi´s Kro Heidi Petersen.
Hun har siden hun købte kroen ønsket at overtage lokalerne i det tidligere pizzaria ved siden af - nu er ønsket gået i opfyldelse og hun ved lige præcist, hvad kunderne vil have.
"Der er ikke andre steder hvor man bare ka gå hen og spise i en travl hverdag. Dette skal ses som et alternativ til fastfood. Et sted hvor man kan få solid dansk mad i en travl hverdag. Jeg vil lave de retter, der tager for lang tid for den travle familie at lave selv. De retter som man egentlig gerne vil spise derhjemme, men som man ikke har hverken tid eller overskud til i en travl hverdag", fortæller hun.
Maden bliver danske retter blandt andet stege som oksebryst og andre langtidsstegte retter, og altid flæskesteg om søndagen. Og når vinteren kommer vil det være supper og andet med dansk islæt.
"Og så har vi googlet at den mest populære ret blandt børn er boller i karry, så det vil vi også altid have på menuen", siger Heidi med et smil.
Alle retter bliver til særdeles spiselige priser, som hun siger. Man skal ikke have den store pung frem, og Spisestuen vil sagtens kunne konkurrere med diverse fastfood kæder.
Spisestuen bliver indrettet i hyggelig stil med ternede duge og gamle borde samt borde og stole i café stil. Der bliver ekspedition ved disken, hvor man selv skal hente sin mad.
"På den måde kan vi holde priserne nede ved man selv lige står for sin egen servering. Men der vil jo selvfølgelig være undtagelser", siger hun.
Menuen vil indeholde retter til både far, mor og børn. Det lidt mere robuste til far, det lette til mor og selvfølgelig er der børnemenuer også.
"Vi tror på, at vi ikke alene kan trække folk fra området, men også indefra Randers. Faktisk tager det kun syv minutter at køre herud indefra byen. Og det er fordi vi ikke har nogle lyskryds på vejen. Så hvis man ønsker at spise herude, tager det altså ikke længere tid - faktisk nogen gange korter tid at køre herud, end at køre ind til midtbyen, hvor du så oven i købte vil have svært ved at parkere", fortæller Heidi Petersen.
Heidi Petersen gør hele snakken om udkants Danmark til skamme med kroen i Harridslev. For her går det godt - så godt at det stik mod alle tendenser er lykkes hende at udvide i stedet for at afvikle.
"Ja, det går godt. Vi har vildt populære tiltag i vores kro blandt andet vores vildtaftener og vores stegte flæsk, hvor folk står i kø. Og det tror jeg skyldes, at vi tror på, at det kan lade sig gøre, og så tænker vi hele tiden nyt", siger hun.
Som noget nyt bliver alle toieltter på kroen og i Spisestuen nu nanobehandlet med Clean Code. Det betyder at de bliver lugtfri og sterile og er derfor også astma og allergivenlige.
Spisestuen har åbent onsdag til søndag fra kl. 17.00. Køkkenet lukker kl. 20.30 og Spisestuen lukker dørene en halv time efter, altså kl. 21.00.