Eftersøgt voldsmand anholdt på Torvet i Køge
KØGE: Onsdag aften kort efter kl. 19.00 bemærkede en civilklædt patrulje en 27-årig mand fra Kastrup opholde sig sammen med andre uden for en restauration på Køge Torv i forbindelse med afviklingen af Køge Festuge.
Da patruljen vidste, at den 27-årige var eftersøgt af Københavns Politi i anledning af en voldssag, forsøgte de at få kontakt til den 27-årige, som dog havde opdaget de civilklædte politifolk og stak af i menneskemængden ved festugen.
Politiet ledte efter ham i centrum af Køge og fik ca. 20 minutter senere øje på en bil i Bjerggade, hvor den eftersøgte befandt sig i.
Den 27-årige blev straks anholdt med baggrund i efterlysningen fra Københavns politi, medens de tre øvrige i bilen – tre mænd på 24, 26 og 29 år fra Køge – blev kortvarigt anholdt i forbindelse med sigtelse og afhøring til en sag om hjælp til den nu anholdte 27-årige med at flygte fra politiet for at undgå anholdelse.
De blev alle genkendt som værende fra den gruppe på Torvet, som den 27-årige eftersøgte mand opholdt sig hos.
Den 29-årige, som var fører af personbilen, blev endvidere sigtet for kørsel i frakendelsestiden.
Den 27-årige blev senere overdraget til Københavns Politi, medens de tre øvrige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.
pm