Salon Design fejrer 25 års jubilæum
1. september er det 25 år siden, Jette Wittrup Laursen åbnede sin egen frisørsalon, Salon Design på Nørrebrogade 5 i Randers. Jubilæet fejres med reception og gode tilbud til kunderne
Jette Wittrup Laursen var kun 22 år, da hun blev selvstændig i 1990. Men for hende var det på ingen måde for tidligt, da hun havde vidst siden den tidlige barndom, at hun ville have sin egen frisørsalon.
For at opnå drømmen om at blive frisør, arbejdede hun som 15-årig hos en frisør ganske gratis, og hendes arbejdsgiver var så imponeret af hendes ambition og engagement, at hun blev ansat som frisørelev efter endt skolegang på Teknisk Skole.
Udlært som 19-årig var Jette allerede en erfaren og dygtig frisør, da hun som 22-årig købte salonen, som skulle blive til Salon Design. De første 15 år stod hun alene i salonen, men i 2005 ansatte hun en frisør og i 2008 endnu en, så de nu er tre dygtige frisører, Jette, Mette og Bente, til at tage sig af kunderne i Salon Design.
I 2008 valgte hun også at udvide frisørsalonen. Fra begyndelsen havde Jette valgt at afskærme halvdelen af butikken, så den ikke virkede for stor og uoverskuelig for kunderne, når der kun var hende selv. Men efter at de var blevet tre frisører, valgte hun at åbne op for den sidste halvdel, så frisørsalonen i dag er på hele 90 kvadratmeter.
En Randers-pige
Det er aldrig faldet Jette ind at flytte Salon Design til en større by eller selv blive ansat i en stor kæde i for eksempel Århus eller København:
"Jeg er en Randers-pige, så jeg tager ingen steder. Jeg vil altid være bundet til Randers," siger Jette Wittrup Laursen, som har gamle kunder helt tilbage fra hendes start i salonen samtidig med, at der hele tiden kommer nye kunder til.
De tre frisører i Salon Design tager sig altid god tid til hver enkelt kunde og klipper både mænd og kvinder i alle aldre.
I 2012 introducerede Jette et nyt koncept i Salon Design: Beauty Angel lys, som er et solarium-lignende apparat, der kan reducere fine linjer, strækmærker, uren hud og rynker samt gøre huden synligt fastere og forbedre hele hudens tilstand. Det skal dog understreges, at det på ingen måde er et solarium.
"Det har været en stor succes her i Randers, og mange folk bliver ved med at komme, fordi de kan se, at det virker," fortæller Jette.
Salon Designs 25 års jubilæum bliver fejret på dagen med reception for nye og gamle kunder, familie, venner og forretningsforbindelser.
Samtidig gives der 25 procent rabat på produkter fra KMS og Kevin Murphy i hele uge 36.