Fortsæt til indhold

Elever dyster om gode ideer og design

Arkiv
Arkiv

Den 28. og 29. august 2015 lægger Designskolen i Kolding lokaler til årets DESIGNmaraton, hvor 25 unge fra 7. og 8. klassetrin dyster om at få innovative idéer og designe dem. Designer Bodil Knutz og animator Tina Klemmensen står bag arrangementet, og de introducerer løbende de unge for forskellige designmetoder. Et dommerpanel slutter af med at kåre holdet med den bedste idé og det bedste samarbejde.

DESIGNmaraton sætter i år fokus på fællesskab, når deltagerne får til opgave at udtrykke, hvad det betyder for unge at være i – eller uden for et fællesskab. Fællesskabets bagside er ensomhed, og gennem små animationsfilm skal eleverne visualisere de stemninger og følelser, de forbinder med emnet.

”Vi hører jo så meget om, at flere og flere mennesker er ensomme, så vi har valgt at sætte fokus på fællesskabet for at skabe debat om emnet på skolerne, i hjemmene, og når de unge er sammen med vennerne”, forklarer designer og underviser Bodil Knutz i en pressemeddelelse.

I alt 25 elever fra Bakkeskolen, Brændkjærskolen, Aalykkeskolen og Vonsild Skole i Kolding og Fælleshåbsskolen i Børkop deltager i årets DESIGNmaraton.


Startskuddet til årets DESIGNmaraton lyder fredag den 28. august kl. 16.00 på Designskolen i Kolding. Indtil klokken 21.00 vil der være forskellige kreative øvelser, så deltagerne bliver helt klar til den endelige opgave. Den får de lørdag morgen klokken 9.20, og så skal de unge for alvor i gang med at generere idéer og animere dem.

Lørdag kl. 16.00 kårer dommerne vinderholdet og overrækker præmier til holdets fem deltagere.

Alle er velkomne til at kigge forbi Designskolen og få indblik i, hvordan de unge arbejder med design og animation.