Fortsæt til indhold

Motion for Livsglæde og Cancerramte Børn

For fjerde år i træk er 30 byer i Danmark på lørdag 29. august klar til at indsamle flere hundredetusinde kroner for at hjælpe kræftramte børn. Randers deltager igen i år, og arrangementet foregår hos Muscel Therapy på Udbyhøjvej i Dronningborg

Arkiv
Arkiv

Konceptet Motion for Livsglæde – også kendt som Danser mod Cancer, byder foruden Zumba og dans på blandt andet sponsor løb og gåture, samt spinning, auktioner og meget mere i mange af byerne. Igen i år er over 300 frivillige i gang med forberedelserne, som danner rammer for en dag for at indsamle så mange penge som muligt til Foreningen Cancerramte Børn.
"Vi tilbyder Zumba, Crossdance og Crossfit v. instruktørerne Iveta Lykke Sønderbo, Marianne Ohmann Jensen, Tasja Kirkegaard, Gitte Betina Nielsen, Susanne Andreasen, Hanne Nielsen, Maria Andreasen. Dagen igennem byder vi på salg af godt brugt tøj til meget billige priser. Der vil også være mulighed for at købe kaffe og kage, samt vand og frugt. Tag gerne familien med, og gør det til en hyggelig dag for alle, samtidig med at vi støtter en god sag", siger Iveta Lykke Sønderbo.
Hovedarrangørerne Iveta Lykke Sønderbo og Marianne Ohmann Jensen har i flere måneder knoklet i deres fritid for at få arrangementet på benene:
”Jeg gør det, fordi det det står mig utrolig meget nært, og fordi jeg har set hvad cancer har gjort ved min egen fætter Patrick og ved familien. Den sorg, der kommer med den sygdom, er så hård. Jeg gør det 100 procent for Patrick, og selvfølgelig også for de mange andre børn og familier, der rammes,” fortæller Iveta, der har været frivillig som Zumba instruktør ved Danser mod Cancer i de sidste tre år.
Sidste år blev 593.000 kroner indsamlet - lørdag 29. august i år er målet 600.000. Det kræver en enorm indsats, og den bliver ikke mindst leveret af de mange hundrede lokale frivillige over hele landet, der støtter op og afsætter en masse tid, som gør at dette arrangement er muligt.
Arrangementet starter kl. 13.00.

Dybt taknemlig

Jan Johnsen, formand for Foreningen Cancerramte Børn glæder sig over, at der fortsat er så stor opbakning om Motion for Livsglæde:
Motion for livsglæde betyder utroligt meget for FCB. Det betyder blandt andet, at vi kan tilbyde vores cancerramte børn og deres hårdt prøvede familier en del ekstra aktiviteter mv. i en svær tid. Kort sagt, hjælpe familierne bedst muligt, hvor de har aller mest brug for det. Samtidig er det skønt at konstatere, at Motion for Livsglæde kan få så mange mennesker til at være med til at gøre en forskel. Det er fuldstændig overvældende, at så mange frivillige rundt omkring i Danmark yder denne enorme indsats, og derfor er vi er fortsat dybt taknemmelige over de mange kræfter og den megen tid, der bliver lagt i forberedelserne op til 29. august,” siger Jan Johnsen.