Resultat af politiets første uge med skolestartskontrol
Politiet gennemfører i disse uger målrettede indsatser i forbindelse med skolestarten landet over. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
Ved kontrollerne på skolevejene blev der i den første kontroluge konstateret lidt over 2000 forseelser, heraf 1.364 hastighedsovertrædelser af den generelle hastighed i byerne og 187 overtrædelser af den skiltede hastighed. 242 voksne benyttede ikke sikkerhedssele og i 57 tilfælde var børnene ikke fastspændt. 93 benyttede mobiltelefon under kørslen
Politiindsatserne er koncentreret om skoleveje, hvor der især fokuseres på bilernes hastighed, om børnene er fastspændt i bilerne i sikkerhedssele, om førerne selv husker at anvende sikkerhedssele, skolepatruljernes arbejde og forældrenes trafikale adfærd, herunder parkering, i forbindelse med aflevering af børn ved skolerne.
Indsatserne bakker op om Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunernes skolestartskampagne.