Fortsæt til indhold

Køge-lærling stillede op i den store blikkenslagerdyst

Arkiv
Arkiv

HÅNDVÆRKSLANDSKAMP: Alexandar Krogh fra Mølbak VVS og Gasteknik i Lille Skensved ved Køge stillede op for Danmark i den traditionsrige landskamp om at skære, vride, bukke, banke og millimetertilpasse zink og kobber. Konkurrencen varer to dage og er en kamp mellem nationer: Danmark mødte Sverige.
Øresundsmesterskabet bringer tagene ned på gaden og viser, hvordan der ser ud på toppen af byens bygninger. To danske og to svenske hold af de dygtigste lærlinge fra Øresunds-regionen samles midt i Malmø for at dyste i godt, gammeldags håndværk af den slags, der kræver håndelag og øvelse at mestre.
Konkurrencen finder sted hvert 4. år og er skabt for at binde faget, virksomhederne og lærlingene i Ørestads-regionen mere sammen.
Øresundsmesterskabet varede to dage, den 20. og 21. august. Her dystede danskerne mod to svenske hold med hver to mand sammen på en stor, åben plads i midten af Malmø, som er præget af at have været en del af det danske rige i de år, hvor blikkenslagerfaget endnu var ungt. Holdene konkurrerer i hver sin svære disciplin: Kobber og zink. Konkurrencen finder sted under Malmø Festivalen i Raul Wallenbergs Park, pladsen som forbinder Malmøs to største shoppinggader.
Alexandar Krogh kæmpede på holdet, der lavede zinktag. Desværre tabte de fire danske lærlinge samlet til de svenske, men løbet var tæt hele vejen igennem.
- Det har været sjovt at stå et sted, hvor så mange mennesker er kommet forbi og har kigget på vores håndværk, siger Alexandar Krogh.
De to danske hold består udover Alexandar Krogh fra Mølbak VVS & Gasteknik også af blikkenslager Kim Kolbe, Jagtvejens VVS og Dige VVS.
pm