Endnu et knivstikkeri i Esbjerg
lørdag formiddag efterlyste politiet i Esbjerg to gerningsmænd, der var stukket af på en scooter efter at have røvet og stukket en mand på Præstebakken/Skolebakken i Esbjerg.
Senere lørdag fik politiet imidlertid endnu en anmeldelse om et knivstikkeri. Denne gang ved 18.00 tiden, men igen på Præstebakken i Esbjerg.
"Vi får nogle anmeldelser fra Præstebakken kl. 18:07, hvor en mand gik rundt med blod på tøjet og en kniv i hånden i nærheden af en legeplads. Næsten samtidig får vi en anmeldelse fra en lejlighed i nærheden, hvor en mand er blevet stukket med en kniv," fortæller vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholt til TV SYD.
Offeret er en mand på 32 år, der ifølge tv stationen havde flere sår på især underarme, hænder, ryggen og et snitsår lige ved hovedpulsåren i halsen.
"De to mænd har en relation til hinanden, og der er opstået noget tumult i lejligheden. Flere af sårene stammer fra, at den forurettede har afværget," siger Erik Lindholt.
Politiet fik hurtigt fat på den 39-årige mand, der havde blod på tøjet, og kort efter fandt de en kniv hos ham.
Søndag er den 39-årige blevet varetægtsfængslet i fire uger.