Fortsæt til indhold

ETK holder Køge by ren under festugen

Arkiv
Per Møller

FESTUGE: En hel uge med fest og mange mennesker i Køge midtby kræver en kærlig hånd så området hele ugen igennem fremstår ren og pæn.
Det har Køge Festuge igen i år en professionel løsning på – nemlig samarbejdet med ETK der igen i år er med til at give et bidrag til afviklingen af arrangementet.
ETK's kyndige personale starter således deres arbejde med at gøre Køge by festklar allerede søndag den 23. august, hvor afspærringer af den indre by går i gang – herunder afdækning af skilte ved de parkeringspladser, der ikke kan anvendes i uge 35 hvor festen løber af stabelen.
- Vi leverer hele ugen igennem diverse ”manpower” – hjælp til bl.a. løbende oprydning. Vi opstiller seks ekstra containere rundt på Køge Torv og på Stationspladsen samt en container der kan komprimere affaldet. Vi sørger for ekstra fejninger og oprydning hver dag- typisk meget tidligt om morgenen, hvor vi også foretager tømning af containerne og affaldsbeholderne. Hertil anvendes komprimatorbilen, fortæller diplomingeniør hos ETK, Trine Landboe-Christensen.
På festpladsen er opsat en lang række toiletvogne. Disse toiletvogne tømmes med en slamsuger onsdag, torsdag, fredag og lørdag ligesom der foretages en sluttømning søndag når festugen er slut. Desuden er der taget højde for en evt. ekstra tømning i løbet af ugen.
Kampagnen ”Køge – en ren fornøjelse” samarbejder også med Køge Festuge. For at gøre opmærksom på det fælles ansvar for at holde festpladsen ren kommer der i ugen op til festugen plakater med budskabet ”Klart vi tager ansvar – det er jo vores Køge” på en række buslæskure. Desuden vises en ”spændingsfilm” om det fælles ansvar.
Filmen vises på storskærmen, der vil være ved scenen under festugen, oplyser Trine Landboe-Christensen, der på vegne af ETK ønsker alle en rigtig festlig og hyggelig festuge.
Se mere her.