Har du hørt at...
...Ribe Vinfestival endnu engang vokser sig større? Der er festival i landets ældste by den første weekend i september, og her vil vin og boder indtage endnu flere af Ribes mange små baggårde.
...45 BIOS medarbejdere er sendt på fire ugers kursus på Rybners i Esbjerg? Her skal de gennemføre et fire ugers kursus i befordring af bevægelseshæmmede. Kurset uddanner og godkender de 45 medarbejdere til at varetage sygetransportkørsel, når BIOS den 1. september overtager efter Falck.
...24 ud af cirka 50 ansøgere har fået plads på Bohrskolen og Rybners nye fælles uddannelseslinje ’Hands On’? Linjen er for overbygningselever, der har brug for at arbejde praktisk for at lære. To dage om ugen skal eleverne arbejde praktisk på Rybners, mens de resten af ugen skal undervises i det mere traditionelle folkeskolestof på Bohrskolens Vita-afdeling.
...Laila Bro fra Den Gamle Avlsgaard i Ribe fylder 50 år? Hun grundlagde avlsgaarden, som den er kendt i dag, tilbage i 2008.
...EuroEyes den 27. august holder infoaften hos Musikhuset Esbjerg? Fokus er på, hvordan øjenoperationer kan være med til at forbedre livskvaliteten mærkbart.
...Folkeuniversitetet har udsendt nyt kursusprogram? Programmet er spækket med spændende kurser og foredrag inden for emner som kunst, historie, kommunikation, psykologi, naturvidenskab og meget mere. Programmet ligger fremme på biblioteket, men kan også fås ved henvendelse til sekretariatet på tlf. 6550 4103.
...Mødrehjælpens lokalforening i Esbjerg gav 41 børn og voksne en god oplevelse at være fælles om i sommerferien, da de sendte 12 økonomisk trængte børnefamilier en tur i Madsby legepark i Fredericia?
...Dorte Devantier Jacobsen er pr. 1. august ansat som kontorelev ved Erhvervsakademi SydVest i Esbjerg. Dorte har erfaring som kontorassistent, og har for nylig taget kontoruddannelsen ved Rybners Handelsskole.
...Ældre-Olympiaden, som sidste år var en stor succes, blev en engangsforestilling? I stedet for ét stort Ældre-OL bliver arrangementet i år til 19 lokale mesterskaber på de enkelte plejecentre. Ligesom i 2014 vil det også i år koste cirka 500.000 kr. at afvikle Ældre-OL.