Kirken ud på gaden
Torben Østermark lader kirken komme ud på gaden i OAC Danmark - Friluftsmissionen
Torben bruger trylleri som virkemiddel på gaden. Det får folk til at standse op og blive forbavsede, når de ikke forstår, hvordan man gør. Det ser unægtelig ud som om naturlovene ikke overholdes. Men det gør de, siger Torben. Det hele er trick og ikke magi, og det lægger tryllekunstnere da heller ikke skjul på. Torben bor med sin kone Kirsten i Avedøre. De har to voksne børn. Familien deler den kristne tro med ham. Han har ikke tvunget sine børn til at tilslutte sig kirken, siger han med eftertryk. Kirsten er lærer på Esajasskolen og de er begge godt forankret i Hvidovre, hvor de befinder sig godt. - Er du ikke bange for at blande det kristelige med trylleri? - Overhovedet ikke. Der er stor forskel på trick, som primært bruges til underholdning, og så det kristelige budskab med sandheden, men faktisk kan de to ting supplere hinanden. Jesus siger om sig selv, at han er sandheden og livet. Det er så værdifuldt, at denne kendsgerning absolut skal ud i alle hjørner af samfundet. Det er for godt at beholde for sig selv, så derfor går vi ud på gadeplan og indbyder til kirken. - Hvordan foregår det med OAC Danmark - Friluftsmissionen på gadeplan? - Jamen, vi får mange gode samtaler, når folk ser os med tale-male-bræt, hvor vi sætter fokus på mange problemstillinger. Og så laver vi ballondyr og tryller for at få opmærksomhed. Folk er meget spørgelystne, når de finder ud af, at vi er ganske naturlige mennesker med begge ben på jorden. Vi taler gerne om essentielle problemer, som sygdom og død, men også, at Gud er kærlighed og elsker ethvert menneske. - Er OAC Danmark - Friluftsmissionen en dansk opfindelse? - Nej, vi er en del af et større fællesskab. OAC står for Open Air Campaigners, der driver denne form for evangelisation i mangfoldige lande. Jeg rejser en del såvel i Danmark som i udlandet og høster erfaringer af at se, hvordan man gør det i andre lande. Vi er ikke et kirkesamfund, men henviser folk til selv at finde et sted at tilslutte sig - Folkekirke eller frikirke. Det vigtigste er, at man ikke står alene med sin kristne tro. OAC Danmark - Friluftsmissionen har fået nye lokaler på Hvidovrevej. Desuden overtog Torben Østermark for nylig Pjerrot Magic, som sælger trylleriudstyr. Der er reception i virksomheden på Hvidovrevej 137, 2. den 9. september klokken 14-17, hvor man kan træffe Torben og se de beskedne lokaler, der findes i samme bygning som Røverkøb.