Fortsæt til indhold

Verdenskendt gadekunstner laver vægmaleri til KØS

Arkiv
Arkiv

KØGE: Stærke farver og underfundig humor er kendetegnende for den anerkendte danske samtidskunstner HuskMitNavn, der står bag et nyt stort vægmaleri på den tidligere hovedindgang ved KØS Museum for kunst i det offentlige rum.
Værket kan opleves i en 5-årig periode på forpladsen De 111 hvide plateauer og er blevet realiseret med støtte fra Spar Nord Køge Bugt.
Med stor originalitet og en skarp iagttagelsesevne har HuskMitNavn skrevet sig ind i verdenseliten af gadekunstnere, men hans værker er ikke desto mindre folkelige i deres skildring af genkendelige hverdagssituationer, hvad også det nye værk på KØS vidner om.
Motivet, der forestiller en person i færd med at bestige en plint, leger på en humoristisk og folkelig måde med museets genstandsområde – kunsten i det offentlige rum – der afbildes som et åbent og tilgængeligt mødested.
Ved på én gang at tage udgangspunkt i livet omkring forpladsen og museets funktion som Danmarks eneste museum for kunst i det offentlige rum lægger værket sig op ad KØS' vision om at gøre forpladsen til et demokratisk og kunstnerisk byrum for børn og voksne i alle aldre.

Sammenhæng mellem museum og byrum

Med den farverige vægudsmykning af HuskMitNavn fuldender KØS anlæggelsen af sin nye kunstneriske forplads De 111 hvide plateauer, der blev indviet 30. oktober 2014, og er skabt af billedkunstner Ann Lislegaard i samarbejde med landskabsarkitekt Sophie Sahlqvist.
- Som Danmarks eneste museum for kunst i det offentlige rum er det fantastisk at kunne præsentere et originalt vægmaleri af en af verdens førende gadekunstnere. Værket er med til at styrke sammenhængen mellem museet, forpladsen og det omgivende byrum, og vi håber, at det vil være til inspiration for byens borgere og give anledning til dialog om kunsten i det offentlige rum. Vi retter en varm tak til Spar Nord Køge Bugt, der har gjort det muligt at realisere værket og bidraget til at gøre en verdenskendt kunstner til en del af bybilledet i Køge, siger museumsdirektør Christine Buhl Andersen.
Spar Nord Køge Bugt ydede ligeledes støtte til KØS Cafés vægudsmykning af HuskMitNavn i 2011, og de to værkers sammenspil bidrager yderligere til en sammenhængende oplevelse af museums- og byrummet, hvilket suppleres af caféens og KØS Shops nye åbne facader ud mod forpladsen og Køges centrale gågade.
pm