Fortsæt til indhold

Red Barnet mangler indsamlere i Sønderborg

Arkiv
Arkiv

Mange sønderjyder har allerede tilmeldt sig som indsamlere ved Red Barnets landsindsamling søndag 6. september. Men organisationen opfordrer til, at endnu flere melder sig, så alle indsamlingsruterne kan blive besat - særligt i områderne Haderslev, Aabenraa og Sønderborg er der udfordringer med at få fyldt ruterne op.
”Vi ved, at mange melder sig i sidste øjeblik. Men jo tidligere indsamlerne melder sig til, desto bedre kan vi planlægge dagen. Og derfor håber vi at mange vil gå ind på vores hjemmeside og melde sig til i de allernærmeste dage”, siger konstitueret generalsekretær i Red Barnet, Jonas Keiding Lindholm.
Overskuddet fra årets landsindsamling går i år til børn i katastrofer. For når bomberne falder, når jordskælvet rammer, når cyklonen hærger, eller når sulten plager, er det børnene, der er de mest udsatte.
Som for eksempel situationen i Syrien, hvor ca. to millioner syriske børn er flygtet ud af landet. Red Barnet hjælper i flygtningelejre i nærområderne og i Europa for at sikre, at udsatte børn og deres familier overlever, beskyttes og er trygge.
En frivillige indsamler typisk 1.000 kroner på tre timer. Det kan f.eks. give mad til en familie i en måned, rent vand til 65 familier i en måned eller medicin til 100 børn.
Man kan tilmelde sig på hjemmesiden redbarnet.dk.