SønderjyskE sælger Paulsen til Esbjerg fB
Vestjyderne styrker sig med SøndferjyskEs altmuligmand, der har haft en forrygende sæson indtil nu
Superligaklubben SønderjyskEs Bjørn Paulsen er blevet kaldt ”Altmuligmanden” og ”Schweitzerkniven” med henvisning til hans alsidige talent og erfaring fra de fleste positioner på fodboldbanen. Nu er den 24årige sønderjyde fortid i klubben, og sportschef Hans Jørgen Haysen er stolt af at man kan sende en spiller, der er fostret i egen talentfabrik, videre til det næste trin på karrierestigen:
"Bjørn Paulsen er én af vores egne spillere, som har taget hele turen fra ungdomsfodbolden i Augustenborg og Sønderborg til Haderslev og gennembruddet på superligaholdet. Det er et stort cadeau til det vigtige talentarbejde i landsdelen, og ikke mindst skal Bjørn Paulsen også klappe sig selv på skulderen. Han har altid og i alle sammenhænge arbejdet hårdt og seriøst med sin udvikling, og det har været åbenlyst for enhver at han særligt i det sidste år har markeret sig som én af de vigtige og stabile profiler på holdet," siger Hans Jørgen Haysen.
Prisen er hemmelig
Klubberne ønsker ikke at offentliggøre detaljer om økonomien; men ifølge Hans Jørgen Haysen fik man et tilbud, man ikke kunne afslå:
"Det ligger i SønderjyskEs DNA og økonomiske præmisser, at vi bl.a. skal udvikle spillere og på et senere tidspunkt sælge dem til andre klubber og andre ligaer. Det kan både være spillere af egen avl eller spillere, som er kommet til os og har haft behov for et springbræt videre i fodboldkarrieren. Bjørn Paulsen var selv åben for nye udfordringer, og han var klar til det både sportsligt og mentalt. Da prisen efter vores opfattelse også var rigtig, var handlen en realitet. Nu skal andre i spillertruppen tage mere ansvar, og med vores fantastiske omklædningsrum bliver også den udfordring tacklet og håndteret af spillerne og trænerteamet på glimrende vis. Vi vil gerne rette en stor og varm tak til Bjørn Paulsen for hans indsats i SønderjyskE, og vi ønsker ham al mulig held og lykke i hans nye klub," slutter Hans Jørgen Haysen.