Fortsæt til indhold

Revy, revy, revy

Arkiv
Arkiv

Randers revyen er godt i gang. Mange aktuelle emner bliver taget under kærlig og kyndig behandling, og publikum var med fra første strofe, og morede sig kongeligt til premieren

af Pia Asvig Iversen


Faktisk især kongeligt. For Kronprinsen var også med i revyen i skikkelse af Karsten Jansfort. Kronprinsen vil så gerne tage over efter sin mama og vil så gerne regere landet - klippe snore og lavet andet end at dyrke ekstrem-løb - "... men det må han ikke for moar". Nummeret gik rent ind hos publikum.
Der var lidt forvirring, hvis man kiggede i sit program i første akt. To numre var røget ud ellers ville det blive alt for langt, så det var dermed svært at finde rundt i det. Men skuespillerne på scenen lod sig ikke mærke med noget. De kan deres kram og der er ingen slinger i valsen. Heller ikke i nummeret "Hvad vil I gøre ved det" om skole/hjemsamtaler, hvor forældrene er på banen fejende foran deres curlingbørn. Det nummer blev på fornemste vis fremført af alle fire skuespillere. Andre emner der bliver taget under kyndig behandling er Rutschebanen på Østervold, strandløver med et par svagsseende Jacob Morild og Karsten Jansfort. Og endelig en sang om at sige ja til det hele - udført for gospel.
Efter pausen bliver RyanAir taget under kyndig behandling - faktisk koster det kun en ti´er at rejse med dem, men lægger man det hele sammen kommer prisen op i en hel anden kaliber - og det bliver dyrere endnu - Uh Ha Ryan Air.
I nummeret Rettidig omhu er Karsten Jansfort som fuld skibskaptajn fortællende om sine mange bedrifter - blandt andet havde han svært ved at se forskel på en lille lodsbåd og en spækhugger på Randers Fjord.
Pernille Schrøder giver en Grand Prix kavalkade, der fik publikum helt op af stolene. En sikker vinder.
Med i revyen er også et lyrikerpar fra Auning, der kombinerer "50 shades of Grey" med det nyeste katalog fra Jem & Fix - det kommer der mange sjove kombinationer ud af - noget der fik publikum til at skraldgrine - igen.
Og så bliver flygtningesituationen taget under behandling - er det synd for flygtningene eller er det synd for de rige, der må flygte i skattely?
150 året for Carl Nielsens fødsel bliver også fejret - her bliver hans udødelige klassikere udsat for rytme, der kan tage pusten fra enhver.
Randers Revyen er en revy, som den skal sættes sammen - af et særdeles kompetent hold, der har både grimasserne og tonerne på rette plads.
To nye (Pernille Schrøder og Karsten Jansfort) og to gengangere (Lone Rødbroe og Jacob Morild) er på holdet - og de har et eminent samspil, der skal opleves. Flot akkompagneret af Thomas Pakula på klaver og Lars Wagner på trommer.