Vejlensere fik lov at give Lotte Rods penge væk
Grønt Forum, Jelling Asylcenter eller Sjove Børn.
Folk på gaden havde lørdag mulighed for at bestemme hvilken af de tre steder, der skal have en økonomisk håndsrækning.
Det var folketingskandidat Lotte Rod fra Radikale Venstre, som havde besluttet, at i stedet for at hun delte alt muligt ud til potentielle vælgere, så skulle vælgerne have lov til at bestemme, hvem der skal have en gave.
Lotte Rod havde sat én procent af sit samlede kampagnebudget på højkant, og her mente flertallet altså, at det skal gå til foreningen Sjove Børn. Sjove Børn kan nu se frem til at modtage omkring 850 kroner fra Lotte Rod.
"En procent af mit budget er ikke en formue, men ligesom jeg mener, Danmark skal give en procent til verden, vil jeg også bruge en procent af mit budget til et godt formål i stedet for at stå på gågaden og dele mad og dimser ud til vælgerne," siger Lotte Rod.