Fortsæt til indhold

Johnny Søtrup bliver æresborger i Kina

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Kommunes borgmester, Johnny Søtrup, får en særlig status i Kina, når han bliver udnævnt til æresborger i venskabsbyen Suzhou, som borgmesteren besøgte første gang i 1995. Fra starten har samarbejdet med det kinesiske bystyre været godt, og forbindelsen har resulteret i en række spændende projekter. Johnny Søtrup ser frem til endnu en gang at rejse til Suzhou denne gang for at tage i mod den nye titel.
Om ganske få dage får Esbjerg Kommunes borgmester Johnny Søtrup en ganske særlig status i Kina. Det er bystyret i Esbjergs venskabsby, Suzhou, der mandag den 28. september udnævner Johnny Søtrup til byens æresborger.
"Jeg er meget beæret over, at bystyret vil tildele mig denne fornemme titel. Vi har jo i mere end 20 år haft et tæt samarbejde med vores venskabsby Suzhou, og det har medført en hel række samarbejdsprojekter på det kulturelle, erhvervs- og uddannelsesmæssige område. Seneste har Vestjyske Museer haft en stor vikingeudstilling i Suzhou", forklarer Johnny Søtrup og fortsætter:
"Første gang jeg var i Kina, var helt tilbage i 1995 sammen med den daværende landbrugsminister, Henrik Dam Kristensen. Vi besøgte Suzhou for at tage første spadestik på etableringen af en ny fabrik for firmaet Danaklon, der kommer fra Varde. Danaklon er i dag omdøbt til FiberVisions og leverer High Tech fiberteknologi til medicinalindustrien i hele verden."
Suzhou, der ligger 80 kilometer fra Shanghai, er bestemt ikke nogen lille provinsby. Allerede tilbage i 1995 lå byens indbyggertal på et par millioner, og i dag er det vokset til mere end 6 millioner og overgår dermed den samlede danske befolkning.
"Suzhou er en meget spændende by. Det er en af Kinas ældste kulturbyer, der har en historie, som går mere end 2500 år tilbage. Vi har fra starten haft et rigtig godt samarbejde med bystyret, og faktisk havde Esbjerg Kommune i mere end fem år et kontor i Suzhou, som blev drevet via vores EU-kontor i Bruxelles. Herfra blev flere erhvervsprojekter med tilknytning til EU søsat. Så jeg glæder mig meget til turen til Suzhou i næste uge, og det med at blive udnævnt til æresborger har jeg aldrig prøvet," siger Johnny Søtrup.