Premieren bliver et håndboldbrag mellem DM-finalister
Det er blot én af 22 kampe om to point, men derfra hører alle forsøg på at gøre premieren i Boxer Dameligaen mellem Team Esbjerg og FC Midtjylland til en ordinær kamp op. Kampen mellem holdene fra DM-finalerne, som Helle Thomsens tropper afgjorde til deres fordel med mindst mulig margin, kan blive et tidligt brag i dansk kvindehåndbold.
"Selv om man har været i dette game i mange år, er den første betydende kamp om point altid noget specielt og omgærdet af en særlig spænding. Tilskuerne skal ikke forvente en kamp som i Super Cup, for FC Midtjylland vil komme med et klart stærkere hold med Louise Burgaard tilbage og Veronica Kristiansen ved fuld styrke, to vigtige, nye spillere i titelforsvaret. Vi ser frem til et jævnbyrdigt opgør, der først vil blive afgjort i de sidste minutter," siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen.
Bortset fra et nederlag til København Håndbold i KFUM Elite Cup har Team Esbjerg gjort rent bord med lutter sejre i forberedelserne. Særligt sejrene over det norske storhold, Larvik, og FC Midtjylland med hele 27-19 i Super Cup har gjort indtryk.
Team Esbjergs delmål i den hjemlige liga er at finde den spillemæssige stabilitet og vinde grundspillet som i fjor. I forhold til lørdagens modstander er noget forandret.
"Begge hold har skiftet en del ud på bagspilspositionerne. Hvor FC Midtjylland har bevæget sig i retning af at have bagspillere, der skal lidt tættere på mål for at afslutte, har vi i Jenny Alm og Betina Riegelhuth fået spillere, der kan skyde bolden ind længere udefra. Men ellers er det hold med traditionelle 6-0-forsvar, masser af kontraangreb og få tekniske fejl, så de ligner også hinanden på mange punkter," siger Lars Frederiksen.
Han betragter forsvarsspillet som et af de områder, hvor Team Esbjerg kan styrke sig væsentligt i den nye sæson. Der skal scores færre mål mod holdet end i fjor, og ligesom angrebet er et kollektivt anliggende, har hele kæden en vigtig rolle i at forsvare. Alle spillere på et på papiret stjernebesat mandskab har særlige opgaver at løse, og biroller findes ikke.
Højrefløjen Maibritt Kviesgaard er ude med en bruskskade i det ene knæ, men ventes tilbage i løbet af kort tid i en Team Esbjerg-trup, der ellers er fri af skader.
Team Esbjergs trup til kampen i Boxer Dameligaen mod FC Midtjylland lørdag den 5. september kl. 14.10 i Blue Water Dokken:
Målmænd: Emily Stang Sando og Filippa Idéhn
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj: Tove Seest
Streg: Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen
Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Lotte Grigel, Jenny Alm og Betina Riegelhuth.