Simon Karkov en af tre nye ledere af talentcentre
Simon Karkov er ny centeransvarlig i Talentcenter Nord, der er et af de fire centre i EfB’s samarbejde med andre klubber om at udvikle regionens unge fodboldspillere, Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS). Han afløser Anders Hørkjær Pedersen, der er ny cheftræner for Varde IF’s damer i 1. division.
Den tidligere topspiller er med virkning fra den nye sæson ansat på fuld tid i EfB og skal ud over sine funktioner i Esbjerg lede et af talentcentrene. Valget er naturligt faldet på talentcentret i Varde, hvor Simon Karkov bor privat.
"Det bliver dejligt at få fingrene i mulden i et talentcenter og arbejde med at inspirere drenge på niveau 2 til at blive bedre fodboldspillere i deres klubber. Der er forskel på det arbejde, vi laver på niveau 1 i Esbjerg og på niveau 2 i Varde, men begge aktiviteter er vigtige elementer i SFS-samarbejdet. Personligt har jeg fået lov til en gang til at leve af fodbold. Nu er der bare langt flere elementer i det, end da jeg selv var aktiv, og det er det, jeg gerne vil," siger Simon Karkov.
30-50 udviklingsbare spillere vil i løbet af efteråret deltage i syv træninger i Talentcenter Nord, og der holdes to udviklingstræninger for U11-spillere og deres trænere fra klubberne.
"Simon var det oplagte valg til at lede arbejdet i Talentcenter Nord, da funktionen blev ledig. Vi vil gerne have centeransvarlige med relation til de områder, de skal virke i," siger EfB’s ungdomselitechef, Niels Erik Søndergård.
Også i andre talentcentre er der sket naturlige udskiftninger på lederposter. Christoffer Larsen, mangeårig ungdomstræner i Vejen SF og i de senere år centeransvarlig i Talentcenter Øst, er blevet U12-træner i EfB. Han bliver tillige ansvarlig for Talentcenter Vest. Christoffer Larsen afløses i Talentcenter Øst af Michael Lund, der samtidig er U14-træner i Vejen. Ledelsen i Talentcenter Syd er i uændrede, trygge hænder i skikkelser af brødrene Lars og Nicolaj Kviesgaard.
I bestræbelserne på at give også 10-11-årige spillere i Sydvestjylland den bedste mulige fodbolduddannelse har SFS i foråret haft næsten 250 spillere i årgangene samlet til introstævner i Varde, Vejen, Esbjerg og Ribe. Ud over spillerne har 25-30 trænere deltaget i stævnerne for at få inspiration til den daglige træning i klubberne.
I løbet af efteråret holdes en række udviklingstræninger i talentcentrene for U11-spillere. Ny i arbejdet med udviklingsstævnerne er Jonas Nim Bakkesen, der sammen med T+-træner Dan Guldager og de lokale centeransvarlige vil stå for den fodboldfaglige og praktiske afvikling af stævnerne.
Niels Erik Søndergård understreger, at der ikke foregår nogen niveauopdeling eller udvælgelse af U11-spillere, og at spillerne fortsætter med at spille i deres klubber i nærområdet. Formålet er at give helt unge spillere, der lyst til at møde jævnaldrende fra andre klubber, mulighed for at spille mere fodbold, og at tilbyde deres trænere redskaber til brug i den daglige træning.
Tom Willumsen fortsætter uændret som ansvarlig for niveau 1-træningen for udvalgte spillere i de lidt ældre årgange i Esbjerg.
SFS-samarbejdet er inde i en gunstig udvikling, og Kroager Boldklub syd for Grindsted er samarbejdsklub nummer 59.