Fortsæt til indhold

Bliv lyden af Kolding Kommune og vind 10.000 kroner

Arkiv
Arkiv

Kolding Kommune skal have en ny ventemelodi til telefonomstillingen på 4 x 79. Kommunens egen ventemelodi skal give borgeren en positiv start på sin henvendelse i de 26 sekunder, man i gennemsnit venter, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Vindermelodien skal have et glad og varmt udtryk, og teksten til eventuel vokal skal være god, positiv og livsbekræftende. Ventemelodien skal vare mellem 120 og 240 sekunder.
”Kolding er kendt for at have mange kreative arbejdspladser, og vi er også en rugekasse for de unge talenter. Med denne konkurrence får vi muligheden for at understøtte det kreative musikmiljø i kommunen” siger borgmester Jørn Pedersen.
Alle over 15 år, som bor eller tidligere har boet i Kolding Kommune kan deltage i konkurrencen. Der nedsættes en jury, som udvælger vinderen blandt de indkomne forslag. Du kan deltage enten som enkeltperson eller som gruppe/band. Hver solist eller gruppe har mulighed for at indsende op til 3 forslag via Kolding Kommunes hjemmeside.
Vinderen honoreres med et samlet beløb på 10.000 kroner Beløbet er skattepligtigt.
Læs mere om konkurrencen, betingelser og vilkår for deltagelse m.m. påwww.Kolding.dk/ventemelodi.
Sidste frist for indsendelse af forslag til konkurrencen er søndag den 18. oktober 2015.