Han stod midt i sin glæde!

“Da jeg vågner er han borte og jeg går ind i stuen på nøgne ben, og ser at han har tændt op i pejsen. I køkkenet finder jeg en kande kaffe han har sat på en varm plade til mig, med kaffekoppen ved siden af. Jeg går ud i bakkerne. Det regner stadig og tæerne glider ned i våd og duftende jord. Og så ser jeg ham langt nede ved garagen, hvor han står og kløver brænde. Jeg ved ikke hvad han tænker, han ser bare så glad og brun og levende ud. Jeg husker pludseligt at nu er han midt i sin glæde. Og jeg går ind igen og føler min glæde strømme gennem hele kroppen”. Claus Bjerregaard er død, han stod midt i sin glæde midt i det liv han elskede. Vi har mistet Claus, Annie du har mistet din kære ægtefælle og jeres højtelskede far, Carina, Mette og Louise, morfar, svigerfar, bror og familiemedlem. En god kollega, afholdt provst, en meget vellidt præst og en rigtig god ven. Det føles så fuldstændig meningsløst at Claus er død. Sådan tænker vi i dag - alle er kommet her i kirken, for at tage afsked med ham - fordi han har betydet meget for hver enkelt på forskellig vis. Der er meget at være ham taknemmelig for. Liv Ullmann skriver om sin elskede “Han stod midt i sin glæde”. Claus stod midt i sin glæde - midt i sit liv. Hvorfor skulle han dø nu? Det er uforståeligt - det er smerteligt ud over al forstand. Det er som om alt det, der var med til at give vores liv mening og indhold med et slag er blevet til ingenting. Og vi har spurgt os selv og hinanden mange gange, hvorfor? Der er så mange ting, vi ikke forstår ved selve livet, og på spørgsmålet om vi har krav på, at forstå alt og - få en forklaring på alt! Er svaret nej! Det er indtil videre Guds hemmelighed. Vi kan glimtvis erkende nogle ting om livet - holde fast i en lille flig af det her og der, men forstå hvorfor vores liv former sig som det gør, for hvert enkelt af os, - det kan vi ikke! Guds overordnede mening med livet og skaberværket kender vi først, når vores bane er slut og livet går over i evigheden. Det er i denne vished det kristne menneske lever og i kraft af troen finder mening med livet, selv når det er ubegribeligt, urimeligt og meningsløst. Vi har nemlig tillid til at Gud er med os i alle vores livserfaringer, de gode såvel som de svære. Sådan levede Claus sit liv. Men midt i følelsen af afmagt og tomhed tror jeg, det er meget vigtigt, at vi holder hinanden fast på alt det, som vi hver især fik fra Claus. Claus stod midt i sin glæde - midt i sit liv. Ja, brændestykkerne fløj om hovedet på ham i skikkelse af alt det, der fyldte i hans liv. Han nød alle sine gøremål. Han var stolt af sin kirke - Hvidovre Kirke, hvor han var sognepræst gennem næsten 40 år og af sit provsti - Rødovre -Hvidovre Provsti. Hvor han var provst i mere end 25 år. Han cyklede altid glad af sted til kirken ofte i sin røde trøje, kasket og rygsæk, hen til alle os som har vores gøremål her. Venlig og imødekommende tror jeg vi alle tænker på ham, når han kom om morgenen - altid parat til en lille sludder og en sjov kommentar med sin egen tørre humor. Eller på kontoret med åben dør og brillerne skubbet helt op i panden med næsen i en bog eller et blad. Også her følte man sig velkommen. Ofte i gang med alt provstearbejdet, en tale eller en prædiken. Claus var aldrig bange for at tage fat. De tjenester der ikke lige var en præst til, tog han gerne selv - han har vel nærmest døbt og begravet det halve af Hvidovre. Al den glæde som Claus oplevede i sit liv var grundet i den allerstørste glæde - nemlig at være et døbt og kristent menneske og høre kirken til. Her i vores smukke kirke, som Claus elskede, fik han kræfterne til og troen på at kunne give den allerstørste glæde videre til andre: “at vi mennesker ikke er alene og at Gud er i vores liv”. Utallige mennesker har han været præst for her i de mest lykkelige stunder og når sorgen har været allerstørst. I fredags kom han lige fra kirken efter en begravelse og gik over på Hvidovre Torv for dele alt det, der var gået godt med mange af alle de mennesker her ved kirken, som betød så meget for ham. Claus sad i solen med en øl og hyggede sig og pludselig blev han dårlig og mistede bevidstheden. Claus sad midt i sin glæde. I søndags døde han. Vi har mistet Claus - mistet et menneske, som har bidraget med lys og med varme i vores liv. Med opmuntring og støtte. Vi må glæde os over det, Claus fik ud af sit liv og vi kan glæde os over, at vi blev en del af det. Jeg tror mange af os vil mindes ham som et menneske, der var god til at tage imod livet, være i det og nyde det. Hver især kan vi tænke tilbage på mange gode timer og liv sammen med ham og vi vil mærke hvordan han lever videre i vores hjerter. Det er netop en af de måder, Gud viser os sin kærlighed på: At vi bindes med så stærke bånd, at ikke engang døden kan rive dem over. På den måde bliver vores indbyrdes kærlighed en genspejling af Guds kærlighed, en kærlighed som påskemorgen viste os var så stor, at end ikke døden kunne få bugt med. Kvinderne kom ud til graven og fandt den tom. De blev mødt af den allerstørste glæde - Jesus er opstået - han har sprængt dødens grænse. Lyset har sejret over mørket og livet over døden. Sådan vil det gå for os alle. Døden får ikke det sidste ord. Vi er blevet lovet det i påskens mysterium. På altertavlen her i kirken, som Claus har vendt sig mod utallige gange, ser vi langfredagsscenen med Jesus og de to røvere. Men vi ser også opstandelsen antydet i kraft af den fine guld vinranke, der snor sig op ad Jesu kors. Korstræet bliver påskemorgen til et livstræ. På det livstræ blev Claus, som et lille blad indpodet, da han blev døbt. Det er håbet og kærligheden fra det træ - Guds livstræ der til evig tid vil lyse ud over Claus grav og minde os om alt det liv, vi fik del i og som var med til at forme jer hans børn og gøre jer til de mennesker I er i dag. Og samtidig skal livstræet minde os om, at både Claus og vi er omsluttet af det levende håb, som udgår fra Gud. Nu overgiver vi Claus liv i Guds hænder. I troen på at den største glæde - påskeglæden vil nå ham midt i døden og nå alle os midt i sorgens mørke.