Fortsæt til indhold

Banedanmark advarer (igen) om støjende arbejde ved Hvidovrevejsbroen

Arkiv
Arkiv

Banedanmark er i gang med at udføre den vestlige del af Hvidovretunnellen ved Hvidovrevej, så der skabes plads til den nye bane mellem København og Ringsted, der skal føres under Hvidovrevej lige op ad motorvejen. Den østlige halvdel af konstruktionen under Hvidovrevej stod færdig i slutningen af juli 2015.

- Vi vil i forbindelse med arbejdet med den vestlige del af tunnellen udføre aktiviteter, der i perioder kan forekomme særligt støjende, skriver Banedanmark i en længere pressemeddelelse, der opridser, hvilke typer arbejde, der udfyres i forbindelse med at der bygges en tunnel opad den eksisterende Hvidovrevejsbro.
Nedbrydningsarbejde

For at skabe plads til banen ved Hvidovrevejsbroen, skal der blandt andet nedbrydes en del af en tidligere pumpestation, der ligger gemt under broen samt en betonvæg ud mod Holbækmotorvejen. Nedbrydningsarbejdet vil foregå periodevis frem til midten af oktober 2015, lyder det fra Banedanmark.
Dertil kommer at der efterfølgende skal nedvibreres spuns, som støttevægge til den nye tunnelkonstruktion.
- Før spunsarbejdet skal vi forbore huller i jordens kalklag, hvor spunsjernene skal vibreres ned. Vi forventer at borearbejdet, der vil foregå med en sekantboremaskine, vil ske fra første halvdel af oktober 2015 og vare ca. to uger frem. Herefter vil vi udføre nedvibreringen af spuns, der forventes at vare ca. en uges tid, skriver Banedanmark.
Udover arbejderne ved Hvidovrevejsbroen, vil der fortsat være stor anlægsaktivitet i forbindelse med etableringen af Hvidovretunellen.

Flere af tunnelarbejderne foregår lige op og ned af Hvidovrevejsbroen. De mest støjende tunnelaktiviteter er i øjeblikket boring af sekantpælevægge samt boring af jordankre.

Sådan udføres sekantpælevægge

Sekantpælevægge er velegnet som støttevægge, når der arbejdes i byen, hvor der er begrænset plads. Arbejdet udføres ved hjælp af en entreprenørmaskine påmonteret et stort bor, der foretager en række boringer i forlængelse af hinanden, som fyldes op med beton. Når betonen er hærdet, er sekantvæggen færdig.
- Der foregår i øjeblikket sekantarbejde i området vest for Hvidovrevejsbroen. Frem til starten af 2016 vil arbejdet flytte sig vestpå i retning mod Ulstrupvej, alutter Banedanmark sin meddelelse.