Hjælp til at komme videre - for mænd
Fra september kan mænd, som gerne vil videre efter en skilsmisse, arbejdsløshed eller stress, nu også få hjælp i Randers. Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark (FriSe) og Socialt Udviklingscenter SUS, udvider nemlig til Randers, efter at have oplevet stor succes med første fase af afprøvningsprojektet
Tilbuddet består af otte ugers forløb for mænd, som skal styrke deres evner til at håndtere svære livssituationer, og samtidig give dem redskaber til bedre at kunne styre deres liv i en ønsket retning. For mange mænd er det svært at få talt om problemerne. Frygten for at virke umandig gør ofte, at det er svært at tage imod hjælp, og derfor er det i særdeleshed mænd, som har svært ved at komme videre efter en livskrise.
“En del mænd er meget alene med problemerne og har svært ved at dele deres tanker, følelser og bekymringer med andre. Det er selvfølgelig derfor at vi i Selvhjælp Randers gerne vil have fokus på mænd og give dem redskaber til at komme videre i deres liv”.Majbritt Bargsteen, Selvhjælp Randers.
Forløbet, som foregår i en gruppe, guides af en gruppeleder og handler bl.a. om at finde fokus og få overblik, skabe gode relationer, blive bedre til svære samtaler, få vækket sine ressourcer og få mere livskraft og at få inspiration fra andre mænd til at komme videre.
“Med KomVidereMands gruppekoncept og med Mænd i Fokus´ tilbud om netværk og parsamtaler, kan vi tilbyde mænd et frirum og en samlet pakke af rådgivning og vejledning. Mænd kan få et nyt netværk, opbakning til at tackle det svære, samt et kvindefrit forum, hvor dét at være mand med specifikke udfordringer som f eks. Ledig, skilsmisseramt eller tidligere udsendt ved hæren bliver vendt og drejet. De nuværende deltagere siger bl.a., at selvom de ikke kender de andre deltagere på forhånd, skabes der hurtigt et fortroligt rum. De beskriver et miljø, hvor de har tillid til hinanden, hvor de joker, og hvor de samtidigt udfordrer hinandens private udfordringer med konstruktiv feedback. Camilla Stenhaug, Projektleder.