Fortsæt til indhold

Samtaletelefonen – en at tale med starter op i Køge Kommune

Arkiv
Arkiv

KØGE: Vi har alle prøvet det: at sidde derhjemme og mangle én at snakke med. Frivillige fra netværket Aktiv Aldring vil gerne gøre en forskel for nogle af de mennesker som ønsker en at snakke med.
Derfor søger vi nu medfrivillige til opstart af en telefontjeneste i Køge Kommune under navnet Samtaletelefonen – en at tale med.
At ønske en at tale med er ikke en fremmed følelse – det er alle nok enige om. Men det er kroppens signal om at vi skal gøre noget. Hvis vi ikke gør noget, er det skidt for både krop og humør. Samtaletelefonen vil være en mulighed for at reagere på signalet fra kroppen.
- Vi oplever et behov for Samtaletelefonen når vi møder mennesker – unge som ældre. Vi vil gerne tilbyde en snak mellem to medmennesker, siger Grethe Hansen, som er en af initiativtagerne til Samtaletelefonen.
Tilbuddet Samtaletelefonen Køge kan hjælpe mennesker, der ønsker en at tale med. Frivillige kan således tage en snak med den enkelte og eventuelt henvise til nogle af de mange tilbud der er for mennesker i Køge Kommune – både fra frivillige foreninger og øvrige tilbud. Målet er at bemande telefonen med frivillige fem dage om ugen á 2-3 timers varighed, men det afhænger af antallet af frivillige.

Oplysning om aktiviteter i Køge Kommune

Det frivillige aktivitetsniveau rundt om i Køge Kommune er højt. Der er aktiviteter for mennesker i alle aldre, med mange forskellige interesser og der kan Samtaletelefonen oplyse om de forskellige muligheder der er.
- Rundt om i foreningerne er der en stor interesse i at få flere med i eksempelvis strikkeklubben eller cykelmotionsholdet. Samtaletelefonen kan synliggøre aktiviteterne – og eventuelt tage den første kontakt til tilbuddet for at gøre det lidt mere trygt, siger Tove Kipengele, der også er initiativtager til Samtaletelefonen.
Projektet er opstartet i samarbejde med Køge Kommune og som en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed.
Har du spørgsmål eller har du lyst til at være med i Samtaletelefonen Køge? Så kontakt frivilligkoordinator Ulrik Gade Husted på ulrik.gade.husted@koege.dk eller 2054 6813.
Der vil være opstartsmøde tirsdag den20. oktober kl. 17 på Køge Rådhus.
Tilmelding sker til Ulrik Gade Husted.
pm