Fortsæt til indhold

Nej tak til boliger og fliser

Arkiv
Arkiv

Krolf-folket slår et slag for Kærsmindebads-grunden

Krolf-folket og Bent Sørensen på Buntmagervej i Randers i særdeleshed er gået særdeles aktivt ind i kampen for at bevare forholdene, som de er på græsarealet ved Kærsmindebadet, der efter kommunale planer skal udstykkes i byggegrunde med mere.
Det vil flere foreninger og Bent Sørensen kæmpe hårdt for at forhindre.
Bent Sørensen har flere grunde til kampen.
”Vi har boet som nabo til Kærsmindebadet siden 1971, hvor badet blev bygget. Vi har fulgt Kærsmindebadet i de mange år, og vi har set området blive til den dejlige park, der omgiver Kærsmindebadet,” siger Bent Sørensen.
Nu står ejendommen Kærsmindebadet tom, og Randers Kommune ønsker at udvikle området med boliger.
”Personligt kan jeg ikke gå ind for, at området skal udstykkes til boliger. Arealet omkring Kærsmindebadet er udlagt som park, og det skal det efter min mening fortsætte med at være,” siger Bent Sørensen og peger på, at Randers har masser at byggegrunde i fx Romalt og ikke mindst i Paderup, hvor kommunen er i gang med udstykning.
”Efter min mening er der byggegrunde nok i Randers. Kommunen behøver ikke at forgribe sig på byens parker for at skaffe byggegrunde, og arealerne ved Kærsmindebadet skal ikke plantes til med boliger og fliser. Jeg kan da godt se, hvilke attraktive grunde, der kunne skabes, men hele området skal bevares som et grønt og rekreativt område, som det har udgjort i 44-45 år,” mener Bent Sørensen, der kalder det en form for fattigdom, hvis kommunen begynder at sælge ud af byens parker.

Klubber i klemme

Hvis det ender med byggegrunde på arealet, skal krolf-foreningerne finde nyt sted til baner.
”Vi er to krolfklubber, som for seks år siden ”lejede” arealet foran Kærsmindebadet til brug ved etablering af krolfbaner. Her har vi anlagt seks baner, hvoraf de tre bruges hver uge i forbindelse med almindelig træning, som sammenlagt trækker ca. 100. Ikke alle er lige mobile. Vi har medlemmer, som er afhængige af rollator og andre af el-scooter,” fortæller Bent Sørensen.
Krolf-folket er spændt på fortsættelsen.
”Vi er stillet i udsigt, at vi ikke kan forvente at benytte græsarealet og nogle redskabsskure ud over denne sæson. Det er vi selvfølgelig kede af, fordi vi også har investeret en del penge i et overdækket fliseareal, som vi benytter før og efter spillet til bl.a. sociale formål,” siger Bent Sørensen og påpeger, at krolf ikke blot er et hyggespil.
”Det er det også, men mange tager det særdeles seriøst og deltager i turneringer og stævner. Krolf er også blevet godkendt af DIF, så man nu kan afvikle Danmarksmesterskaber. Det fortæller også lidt om seriøsiteten og kræver ligesom ordnede forhold m.h.t. baner,” siger Bent Sørensen.
Banerne på plænen ved Kærsmindebadet er kendt vidt og bredt blandt andre krolfklubber for de ret krævende huller på skråningen mod Gørrilds Alle. Det vil man fra de to foreninger gerne vedblive at være kendte for og vil derfor gøre alt for at bevare banerne ved Kærsmindebadet som hjemmebane.
For at understrege, at det ikke er tom snak, det fremføres, har Bent Sørensen foretaget en underskriftsindsamling ved to træningssamlinger i sidste uge.
”Alle er mod byggeri, men går ind for, at området udlægges som rekreativt område,” siger Bent Sørensen.
Hvis det ender med en vedtagelse af kommunens forslag, ønsker begge krolfklubber, at krolfbanerne indtænkes som en del af det rekreative område.