Fortsæt til indhold

Søstrene Grene i Kolding forudser rekordopbud

Torsdag den 10. september lancerer Søstrene Grene i Kolding interiørkollektion. Sidste år oplevede kæden Kähler-lignende tilstande med meterlange køer, da de lancerede nye møbler og nips til hjemmet

Arkiv
Arkiv

”Vi blev positivt overraskede over, hvor pænt kunderne tog imod vores seneste interiørkollektion. Varerne gik som varmt brød. Vi har derfor store forventninger til den nye kollektion, og vi glæder os enormt meget til at slå dørene op. Vi har oprustet med ekstra personale og vil være gode værter i køen foran butikken, så det bliver en god og hyggelig oplevelse for os alle,” siger Pia Rødgaard, butiksansvarlig i Søstrene Grene Kolding.
Efterårets interiørkollektion har et art deco-udtryk, men med et strejf af nordisk stil og rene linjer. Kollektionen er udviklet og designet af kædens egne designere og byder blandet andet på sofa- og sidebord, lamper, sengetæpper, lysestager, vaser samt puder, æsker og keramik.

På Søstrene Grenes Facebook- og Instagram-profiler har kunderne allerede delt deres begejstring over den nye kollektion. Mere end 24.000 har eksempelvis deltaget i en konkurrence, hvor de kan vinde produkter fra den nye interiørkollektion.