Fortsæt til indhold

Paulsen og Pálsson i spil til start-11’er mod OB

Arkiv
Arkiv

22 dage efter Esbjerg fB's uafgjorte kamp mod FC Midtjylland er der atter superligafodbold på Blue Water Arena, når OB mandag aften kommer på besøg.
I mellemtiden er sommerens transfervindue lukket, og EfB hentede i de sidste dage to forstærkninger, Bjørn Paulsen fra SønderjyskE og islandske Victor Pálsson fra Helsingborgs IF. Der er gode chancer for, at EfB's hjemmepublikum får de to 24-årige nyerhvervelser at se i aktion mod OB.
"Begge har gjort et fint indtryk under træningen og er faldet godt ind i truppen. Det er tydeligt, at de kommer med en god træningskultur og en professionel tilgang. De er koncentrerede, fokuserede og er på under alle træninger. Jeg er lidt ked af, at der bliver snakket så meget om deres fysik, for de er også købt med andre kompetencer. Bjørn og Victor har spillet på højt niveau længe og været profiler på deres tidligere hold. Det er man kun, hvis man også fodboldmæssigt har et godt niveau," siger EfB's cheftræner, Michael Pedersen.
Trods deres forholdsvis unge alder har Bjørn Paulsen og Victor Pálsson erfaring fra mange kampe på højt niveau. Michael Pedersen forventer, at de kan bidrage med ro til et hold, der har haft en problematisk start på den nye sæson i Alka Superliga, men ikke har tabt i de tre seneste kampe.
"Vi skal dog lige give dem tid til at tilpasse sig en ny klub og nye holdkammerater. Bjørn har ikke spillet i midterforsvaret længe, og modsat skal Victor vænne sig til at spille på midtbanen, hvor han vil have sit udgangspunkt på vores hold", siger Michael Pedersen.
Han har stor respekt for mandagens modstander, OB, der i Rasmus Falk, Rasmus Festersen, Emil Larsen og senest tilkomne Anders K. Jacobsen har offensivspillere, som kan volde ethvert superligahold besvær. Det kræver stor parathed i genpres og returløb at dæmme op for fynboernes kontramaskine.
Du kan købe billetter til kampen mellem EfB og OB mandag kl. 19.00 på www.efbbillet.dk.