Mand uden kørekort ville stikke af fra politiet
Politiet fangede tre billister uden kørekort på halvanden time
Politiet fangede i går aftes tre billister uden kørekort på lidt over halvanden time.
En af personer forsøgte at stikke af fra betjentene.
Det sket kl. 18.15 på Rådhustorvet i Sønderborg, hvor en patrulje standsede en Peugeot 406, der blev ført af en 21-årig mand fra Sønderborg.
Manden, der ikke havde kørekort, havde dog ikke lyst til at tale med ordensmagten, så han forsøgte at stikke af til fods. Han kunne dog ikke løbe fra lovens lange arm, så der venter ham nu en bøde for kørsel uden kørekort.
Klokken 18.40 standsede politiet en varebil ved Centerpassagen ved Lidl i Sønderborg. Bilen blev ført af en 50-årig mand fra Sønderborg, der tidligere er blevet frakendt føreretten.
På Nørager i Sønderborg blev en Peugeot 206 standset klokken 19.53. Bag rattet sad en 19-årig mand fra Sønderborg, der også er frakendt føreretten.
I bilen sad desunden en 21-årig mand fra Odense. Han var i besiddelse af en joint og var desuden eftersøgt for et indbrud i en tattoo-forretning på St. Rådhusgade.