Fortsæt til indhold

Besparelser truer Esbjergs historie

Arkiv
Arkiv

Aja Høy-Nielsen, Havnegade 69, Esbjerg, skriver på vegne af 51 frivillige:
Med forundring erfarer vi 51 frivillige ved Esbjerg Byhistoriske Arkiv, at vores formidling af byens historie er i fare for at ophøre i løbet af 2016. Den arkivmedarbejder, der siden 2006 har planlagt og kvalitetssikret voreS arbejde, går nu på pension. Med de besparelser, der er forelagt Esbjerg Byråd, kan stillingen ikke genbesættes.
51 frivillige yder 5-6 årsværk Esbjerg Byhistoriske Arkiv tilbyder netadgang for borgerne til byens historie. Gennem snart 10 år har vi f.eks. indtastet (digitaliseret) oplysninger fra gamle sognerådsmøder og byrådsmøder, skatte- og mandtalslister, begravelsesprotokoller, erindringer og foreningsprotokoller. Dette og meget mere kan nås med få klik på arkivets hjemmeside, www.eba.esbjergkommune.dk og der kommer hele tiden mere til. Oplysningerne er afskrevet fra gamle, ofte slidte protokoller skrevet med gotisk skrift indtil 1875 og med skråskrift frem til 1960'erne. Stadig flere kan ikke læse det i dag. Arbejdet udføres af de frivillige, som arbejder i to-holdsskift tre timer ad gangen en til flere gange om ugen.
Alle de gamle kommunale arkivalier, fotosamlinger og film, foreningsprotokoller samt byens blade og aviser udgør tilsammen Esbjergs hukommelse.
Slægtsforskere, studerende, journalister og interesserede borgere både i Esbjerg og på landsplan har fundet vej til denne guldgrube af oplysninger og viden. Forude venter nye og store opgaver for de frivillige, såfremt vores frivillig-leder ikke spares væk. En af opgaverne er at rekonstruere Esbjerg Folkeregister for årene 1924-1945. Folkeregistret blev i marts 1945 destrueret af modstandsbevægelsen i Esbjerg for at hindre Gestapo i at kunne identificere modstandsmænd med falske legitimationskort. Et projekt, som kun kan igangsættes, hvis arkivet undgår de foreslåede besparelser.
Alle vi frivillige ved Esbjerg Byhistoriske Arkiv, som har været samlet til møde, opfordrer politikerne til at genoverveje de bebudede besparelser.
”De, som ikke husker fortiden, ser ikke fremtiden” (Richard von Weizsäcker).