Idræt, dans og musik på tværs af grænser
Nordisk Træf var en stor oplevelse med både sjov og udfordringer for danske, svenske, norske og finske børn
Den nordiske uge var en stor oplevelse for deltagerne, og ikke kun de svenske, norske og finske børn, som var på rejse. Også Hvidovre-børnene har fået nogle gode minder med sig: - Det har været rigtig sjovt at lære hinanden at kende og at opleve det sammenhold, der kommer mellem de nordiske lande, når vi laver ting sammen, fortæller Jakob, der til daglig går på Præstemoseskolen. Han deltog med sin guitar i musikdelen af Nordisk Træf. Liva fra Dansborgskolen deltog som atlet, og for hende har det lige så meget været træningen op til træffet, der har givet gode oplevelser: - Jeg har fået lov til at koncentrere mig om en enkelt disciplin - længdespring - og det har været rigtig sjovt, siger hun. - Det er også spændende at skulle konkurrere med de andre lande, for de er meget dygtige til atletik. Især finnerne. Nordisk Træf var også en god anledning for børn og voksne til at få trænet deres engelsk. Det meste af ugen var engelsk nemlig fællessproget for deltagerne, og det gik fint, fortæller Mathilde fra Avedøre Skole, som sammen med sine forældre var vært for en finsk pige: - Det var sjovt at høre lidt om, hvordan det er at være pige i et andet land og en anden kultur, siger hun og fortæller, hvordan aftenerne er gået med at snakke, drikke te og spille spil sammen. Og Sara fra Risbjergskolen, der var med på danseholdet, sætter trumf på: - Den bedste oplevelse er helt klart den pudekamp, vi havde hjemme hos mig i aftes - mig og så de to svenske piger, Marika og Ida! Nordisk Træf blev holdt første gang i 1953, og det var 32. gang, det blev holdt i Hvidovre.