Fortsæt til indhold

Os i "UdkantsEsbjerg"

Arkiv
Arkiv

Børge T. Ottosen, Vesterled 28, Grimstrup, 6818 Årre, skriver:
Hver dag er der i medierne på den ene eller anden måde en vinkel på begrebet Udkantsdanmark og hvad, der kan gøres for at afhjælpe de store gener og ulemper man oplever, når man nu engang bor der.
Politikere, erhvervslivet , økonomer - ja folk fra alle sider diskuterer og kommer med forskellige udmeldinger om, hvad der kan gøres for at afhjælpe de negative sider af dette begreb.
Jeg bor i Grimstrup og sidder og tænker på, at der faktisk her – i forbindelse med udmeldingerne fra Esbjerg Kommune om en eventuel lukning af Egekratskolen ( Fortunaskolen Skovbrynet , Grimstrup ) - er en parallel til det landspolitiske tema.
Jeg synes, at vi ved en lukning af vores skole kunne fristes til at betegne os som ”UdkantsEsbjerg” .
Den tendens som vi argumenterer imod på landsplan ser vi nu Esbjerg byråd har i støbeskeen
Ved kommunalreformen stemte vi os i Grimstrup til Esbjerg kommune. Vi valgte aktivt at tilslutte os Esbjerg af mange årsager, og jeg synes, at vi herude bidrager i positiv retning.
For Egekratskolen betød skiftet til Esbjerg et markant fald i elevtallet, da vore tre nabobyer Hjortkær, Roust og Rousthøje valgte Varde kommune. Tillige betød en ny skolestruktur, at 7. Klasse lidt senere blev flyttet til vores overbygningsskole.
Til trods for disse hårde ods har vores skole og forældrekreds formået at fastholde et elevtal på godt 100 elever.
Jeg vil meget kraftigt opfordre byrådet til at besinde sig og melde hurtigt ud at den nuværende skolestruktur med skoleskibet ” Fortunaskolen Skovbrynet Grimstrup” skal stå sin prøve og ikke skydes i sænk, før det er lagt fra land.
Disse nye navne – købt for flere hundrede tusinde kroner. Skiltene er lige sat op. Det er ligesom den kommunale højre hånd ved ikke, hvad den venstre gør.
Jeg stod forleden ved åbningen af Esbjerg Festuge og hørte borgmesterens åbningstale på Torvet, hvor der var fyldt med feststemte mennesker.
En fin tale omhandlende alt hvad byen byder på i en sådan festuge.
Mine tanker gled hen på vores lille byfest i Grimstrup, som vi hvert år stabler på benene uden brug af kommunale kroner.
Jeg håber meget på, at Esbjerg Byråd ikke vil føre disse besparelsesplaner ud i livet, og dermed gøre en lang skoledag endnu længere for børnene.
Bevar Esbjergs smukkest beliggende skole.
De kommunale regnemaskiner har lavet deres beregninger, men hvem ved, om de har regnet rigtigt – om de har alle faktorer med ?? – f.eks Transport , farlig skolevej, udbygning af den modtagende skole (Skads skole) .
Bevar Grimstrup by som den attraktive satellitby, den er.