Værdifuld natur i Esbjerg forsvinder
Knud Erik Vinding, sekretær i Danmarks Naturfredningsforening Esbjerg, skriver om beskyttet natur:
Esbjerg kommune er præget af landbrug og industri.
Således udgør landbrugsarealet 67 % , byer og veje 16 %. Skovene dækker 12 %. Det efterlader kun ringe plads til de beskyttede naturområder. De beskyttede naturtyper er søer, moser, ferske enge, strandenge, heder og overdrev med et areal over 2500 m2, desuden søer/vandhuller med et areal på over 100 m2. De beskyttede områder udgør noget af den mest værdifulde natur i Danmark.
Mange naturområder er efterhånden forsvundet og dermed også levestederne for mange vilde dyr og planter. For at vende denne udvikling er disse naturtyper blevet beskyttet gennem naturbeskyttelseslovens § 3.
Naturbeskyttelsesloven forskriver hvilken drift, pleje og vedligeholdelse, der skal til at sikre og udvikle et rigt plante- og dyreliv, og gælder både for private og kommunale arealer. Det samlede § 3-areal i Esbjerg kommune er ifølge Naturstyrelsen i 2010 på 5639 ha, hvilket udgør 7,1 % af kommunens samlede areal.
Desværre viser de seneste undersøgelser foretaget af Naturstyrelsen, at der stadig forsvinder naturområder, og mange områder er ikke blevet ordentligt kortlagt. I Esbjerg kommune har Naturstyrelsen fundet ikke færre end 280 forhold, der vurderes at være overtrædelser af Naturbeskyttelsesloven, og dertil kommer de yderligere 100, som Esbjerg Kommunes egne folk selv har opdaget. Forvaltningen vurderer oven i købet, at yderligere 100 uoverensstemmelser vil se dagens lys i det næste års tid. (JV 17.12.2014) Med de afsatte resurser vil det tage kommunen 5 år at gennemgå disse sager.
Jeg vil derfor opfordre kommunen til at tage bedre hånd om naturen i fremtiden, så vi ikke blot kan beholde vores få naturområder, men også udlægge flere kommunalt ejede områder til natur.